Prinsessen og den magiske frø
Der var engang en prinsesse, som boede i et højt slot midt i en fortryllet skov. Træerne stod så tæt, at mosset var blødt som en dyne, og om aftenen hviskede bladene til hinanden. Prinsessen elskede skoven, men hun turde ikke gå derud alene. Så hun sad mest inde i slottet og savnede nogen at snakke med.
Hun havde hørt fortællinger om en frø, der kunne opfylde ønsker. Men ingen vidste, hvor den boede, og prinsessen havde aldrig set den.
En aften sad hun på sin balkon og kiggede ud over trætoppene. Månen var lige kommet frem. Så lød der en lille stemme ved siden af hende.
"Kvæk. Hvad ønsker du dig, prinsesse?"
Prinsessen vendte sig om. I blomsterkrukken, mellem de røde pelargonier, sad en lille grøn frø med store, blanke øjne. Der var våde fodspor hen over gelænderet. Prinsessen blev så overrasket, at hun næsten tabte sin kop te. Men hun blev også glad. "Jeg ønsker mig en ven," sagde hun stille.
Frøen klukkede. "Det kan godt lade sig gøre. Men først må du hjælpe mig. Jeg er nemlig en prins. En gammel heks med snue skulle lave et lille trylleri, men så nøs hun midt i det hele. Atjuu! Og plop, så var jeg en frø. Hun blev selv helt forskrækket, men hun kunne ikke huske, hvordan man laver det om igen."
Prinsessen tænkte sig ikke om to gange. "Jeg skal nok hjælpe dig," sagde hun. Hun bar frøen ind i slottet og gav ham sit eget lille værelse med en skål friskt vand og en grøn silkepude at sove på.
Hver dag besøgte hun ham. De sad i slottets bibliotek og bladrede i tykke, støvede bøger. Frøen hoppede fra side til side og læste med. Kvæk, plop. Kvæk, plop. Prinsessen opdagede, at hun grinede meget mere end før, og at dagene gik hurtigt.
Der gik mange måneder. Så en regnvejrsdag fandt de en opskrift i en gammel bog med gyldne bogstaver. Der skulle bruges dug fra en rose ved solopgang, en fjer fra den spurv, der synger først om morgenen, og en skefuld vand fra skovsøen, mens månen spejler sig i den. Alt det lå ude i skoven. Prinsessen tog en dyb indånding. "Hvis du sidder i min lomme, så tør jeg godt," sagde hun.
Og det gjorde hun. Hun listede ud i den kølige morgen og samlede dug fra rosen. Hun lyttede efter spurven og fandt en lille brun fjer i græsset. Om aftenen stod hun ved søen og fyldte sin ske med måneskinsvand, mens frøerne sang omkring hende.
Hun rørte det hele sammen i en tekop, og det boblede og glimtede grønt. Frøen drak det i én slurk. Poff! Der stod en prins med fregner og pjusket hår. Han hikkede, og det lød lige som "kvæk". Så begyndte de begge to at grine.
"Tak," sagde prinsen. "Vil du med mig ud at rejse? Der er så meget, jeg gerne vil vise dig." Prinsessen nikkede. Det ville hun allerhelst.
De rejste sammen i lang tid. De gik gennem byer, hvor kirkeklokkerne bimlede, og markederne duftede af kanel og ristede nødder. De klatrede op på høje bjerge og så solen gå ned i orange og lyserødt. Alt det smukke delte de med hinanden.
Til sidst vendte de hjem til slottet i skoven. "Tak for alt," sagde prinsessen. Prinsen smilede. "Du gav også mig en ven," sagde han. De lovede hinanden, at de snart ville ses igen.
Den aften lå prinsessen i sin seng med dynen trukket op til hagen. Vinduet stod på klem, og nede fra skovsøen kunne hun høre frøerne synge. Kvæk, kvæk. Hun tænkte på bjergene, på kanelduften og på sin ven. Så kiggede hun op på stjernerne, smilede og faldt i søvn.
Sov godt.
