Engang for længe siden boede der en smuk prinsesse ved navn Isabella i et slot langt væk fra byen. Hun var ikke som andre prinsesser, for hun havde en hemmelighed. Hun havde en magisk enhjørning ved navn Luna, som kun hun kunne se.
Luna var en smuk hvid enhjørning med en glitrende horn i midten af hendes pande. Hun havde store blå øjne og et smukt hale, som altid var pyntet med farverige blomster. Enhjørningen var prinsessens bedste ven og hendes eneste trøst i de ensomme dage, hvor hun ikke havde nogen at snakke med.
En dag besluttede prinsessen sig for at tage på en tur i skoven med Luna. De red afsted på enhjørningens ryg, og snart var de langt væk fra slottet. Pludselig hørte de en mærkelig lyd, og Luna standsede brat op.
Prinsessen kiggede sig omkring og opdagede en stor bjørn, som kom imod dem. Hun blev bange og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Men Luna var ikke bange. Hun løftede sit horn i vejret og tryllede bjørnen om til en lille mus.
Prinsessen var imponeret over Luna’s magi og takkede hende for at redde dem fra bjørnen. Fra den dag vidste prinsessen, at Luna var mere end bare en almindelig enhjørning. Hun var en magisk enhjørning, som var hendes beskytter og ven.
Efter den oplevelse var prinsessens kærlighed til Luna endnu større end før. Hun vidste, at enhjørningen ville altid være ved hendes side og beskytte hende mod farer. Og således red de to venner ind i solnedgangen, mens stjernerne tændte på himlen, og prinsessen følte sig tryg og elsket.
