Engang for længe siden levede der en profet i en lille landsby, som var kendt for sin visdom og medfølelse. Han var elsket af alle i landsbyen, undtagen af en enkelt kvinde, som boede ved siden af ham. Denne kvinde var kendt for sin ondskab og grusomhed, og hun hadede profeten mere end noget andet.
En dag, da profeten gik en tur i landsbyen, så han kvinden sidde udenfor sit hus og græde. Han gik hen til hende og spurgte, hvad der var galt. Kvinden fortalte, at hendes mand var død, og at hun nu var helt alene i verden. Profeten blev rørt af hendes historie og tilbød at hjælpe hende på enhver måde, han kunne.
Men kvinden afviste hans tilbud og sagde, at hun hellere ville dø end at tage imod hjælp fra ham. Profeten var forvirret og sagde, at han ikke forstod, hvorfor hun hadede ham så meget. Kvinden svarede, at det var fordi hun var jaloux på hans visdom og medfølelse, som hun aldrig selv ville kunne opnå.
Profeten blev endnu mere rørt af kvindens historie og sagde, at han ville bede for hende og hendes mand. Han bad også om, at hun ville åbne sit hjerte og lade kærligheden komme ind.
Dagen efter kom kvinden over til profetens hus og sagde, at hun havde tænkt over hans ord og var klar til at tage imod hans hjælp. Profeten var glad og hjalp hende med at komme på fode igen. Han lærte hende også om kærlighed og medfølelse og viste hende, hvordan hun kunne bruge disse egenskaber til at hjælpe andre i landsbyen.
Efterhånden blev kvinden mere og mere populær i landsbyen og blev kendt for sin visdom og medfølelse. Hun takkede profeten for at have åbnet hendes øjne og hjulpet hende på vej.
Fra den dag af var kvinden ikke længere kendt som den onde nabokvinde, men som en medfølende og kærlig person, som havde lært at leve i harmoni med sig selv og andre. Og profeten blev kendt som den mand, som havde åbnet hendes hjerte og vist hende vejen til lykke og fred.
