Profeten og hans ven, Abu Bakr, var tætte venner. De havde kendt hinanden i mange år og havde altid støttet hinanden i både gode og dårlige tider. Profeten var kendt for sin visdom og hans evne til at hjælpe andre, mens Abu Bakr var kendt for sit gode hjerte og sin tålmodighed.
En aften, efter en lang dag med at hjælpe de fattige og svage i samfundet, var Profeten og Abu Bakr på vej hjem. De gik langs en stille vej, og Profeten stoppede pludselig op. Han så op mod himlen og sagde: “Se, hvor smuk månen er i aften.”
Abu Bakr kiggede op og så den store, runde måne, der lyste op på himlen. Han nikkede og sagde: “Ja, den er virkelig smuk i aften.”
Profeten smilede og sagde: “Ved du, hvad jeg tænker på, når jeg ser månen?”
Abu Bakr rystede på hovedet og sagde: “Nej, hvad tænker du på?”
Profeten svarede: “Jeg tænker på, hvor lille vi er i forhold til universet. Vi er kun en lille del af Guds store skaberværk.”
Abu Bakr tænkte over dette i et øjeblik og sagde: “Ja, det er sandt. Men vi er også en vigtig del af Guds skaberværk. Vi er her for at hjælpe andre og gøre en forskel i verden.”
Profeten nikkede og sagde: “Du har ret. Vi skal huske at hjælpe hinanden og gøre vores bedste for at gøre verden til et bedre sted.”
De fortsatte deres vej hjem og sagde farvel til hinanden ved deres døre. Men de vidste begge, at de altid ville være tætte venner og støtte hinanden i alt, hvad de gjorde.
Og sådan fortsatte deres venskab, og de gjorde en forskel i verden ved at hjælpe andre og sprede kærlighed og venlighed omkring sig. De var to venner, der altid ville være forbundet af deres fælles mission om at gøre verden til et bedre sted.
