Der var engang en lille by, hvor tiden syntes at have stået stille. Midt i byen lå en gammel, forladt kirkegård, som alle i byen var bange for. Folk sagde, at der spøgte på kirkegården og at man kunne høre mystiske lyde om natten.
En dag besluttede en gruppe venner sig for at udforske kirkegården. De gik ind på kirkegården om aftenen, da solen var ved at gå ned. Det var en smuk aften med en klar himmel og en let brise. De gik rundt og kiggede på gravstenene og læste navnene på de mennesker, der var begravet der.
Pludselig hørte de en lyd, der lød som om noget raslede i træerne. De troede, det var vinden, men så hørte de en anden lyd. Det lød som om nogen gravede i jorden. De besluttede sig for at gå tættere på for at undersøge lydene.
Da de nærmede sig lyden, så de en skikkelse i det fjerne. Det var en mand iført en sort kappe, der stod og gravede i jorden. De blev bange og besluttede sig for at løbe væk, men da de vendte sig om, så de, at der var flere skikkelser omkring dem. Skikkelserne havde hvide ansigter og mørke øjne, og de så ud som om de var døde.
Vennerne løb for deres liv og nåede til sidst ud af kirkegården. De var bange og forvirrede over, hvad de havde set, og de besluttede sig for aldrig at gå tilbage til kirkegården igen.
Fra den dag af blev kirkegården kendt som den forladte kirkegård, og ingen turde gå derhen igen. Folk i byen sagde, at de spøgelser, som vennerne havde set, stadig hjemsøgte kirkegården om natten. Og sådan blev spøgelseshistorien om den forladte kirkegård en del af byens historie og folklore.
