Der var engang en regnbue og en sol, som levede i himlen. De havde altid været venner, men de havde aldrig tænkt på hinanden som andet end det. Regnbuen var så smuk og farverig, mens solen var varm og lysende. De var forskellige på mange måder, men de elskede hinanden alligevel.
En dag begyndte regnbuen at føle noget nyt for solen. Hun blev varm indeni, hver gang hun tænkte på ham. Hun vidste ikke, hvad det var, men hun kunne ikke slippe følelsen af at være forelsket. Hun tøvede længe med at fortælle solen om sine følelser, for hun var bange for, at det kunne ødelægge deres venskab.
Men en dag kunne hun ikke holde det inde længere. Hun fortalte solen, at hun havde følelser for ham, og hun var bange for, at det ville gøre deres venskab akavet. Men solen svarede, at han også havde følelser for hende og havde haft det i lang tid. Han var bare bange for at fortælle hende det.
Fra den dag af var regnbuen og solen mere end venner. De var et par, og de elskede hinanden mere end noget andet i verden. De dansede sammen på himlen og skabte de smukkeste farver, mens de holdt hinanden i hånden. De var lykkelige sammen, og intet kunne skille dem ad.
Solen og regnbuen havde en betydningsfuld rolle i verden, for de gav lys og farver til alt omkring dem. Men deres kærlighed var også et symbol på, at selvom to mennesker kan være forskellige, kan de stadig elske hinanden og være lykkelige sammen. Deres kærlighed var som en smuk regnbue, der strålede på himlen og mindede alle om, at kærlighed kan overvinde alt.
Nu hver aften efter solen gik ned, var regnbuen der for at sige godnat og vise sin kærlighed. Solen var lykkelig og taknemmelig for sin regnbue og vidste, at deres kærlighed ville vare evigt.
