Det var en mørk og stormfuld nat. Regnen trommede hårdt mod ruderne, og vinden hylede som spøgelser. Jeg lå alene i min seng og kunne ikke sove. Mine øjne var vidt åbne, og jeg stirrede uafbrudt på loftet. Pludselig så jeg det. En skygge bevægede sig hen over væggen. Var det en uhyggelig spøgelse?
Mit hjerte begyndte at hamre hårdt, og mine hænder rystede. Jeg turde ikke bevæge mig eller sige noget. Jeg ville ikke vække mine forældre. Jeg ville ikke være alene med spøgelset.
Skyggen bevægede sig langsomt hen over væggen, og jeg kunne se en form tage form. Det var en kvinde med langt, sort hår og en hvid kjole. Hendes ansigt var blegt og uhyggeligt, og hun så lige igennem mig.
Jeg skreg højt og lukkede mine øjne. Jeg turde ikke åbne dem igen. Jeg kunne høre en svag stemme hviske mit navn. Det var spøgelset. Det talte til mig.
Jeg lå stille i min seng og ventede på, at spøgelset ville forsvinde. Men det gjorde det ikke. Det blev ved med at hviske mit navn og bevæge sig hen over væggen.
Jeg kunne ikke tage det mere. Jeg sprang ud af min seng og løb ud af mit værelse. Jeg løb ned af trappen og ind i stuen, hvor mine forældre sad og så fjernsyn.
De så forskrækkede ud, da de så mig. Jeg fortalte dem om spøgelset, og de trøstede mig og sagde, at det var min fantasi. Men jeg vidste bedre. Jeg havde set spøgelset, og jeg var bange for, at det ville komme tilbage.
Jeg sov den nat i min forældres seng, og jeg turde ikke tage tilbage til mit eget værelse. Men da jeg vågnede om morgenen og gik op ad trappen, kunne jeg se, at der ikke var noget spor af spøgelset. Det var væk.
Jeg har aldrig set spøgelset igen, men jeg vil aldrig glemme den uhyggelige nat, hvor det besøgte mig. Det var en nat, jeg aldrig vil glemme.
