Det var en varm sommernat, og vinden var stille. Stjernerne på himlen skinnede klart og tydeligt, og månen kastede sit bløde lys ned på en lille by.
I byen boede der en ældre kvinde ved navn Agnes. Hun var enke og boede alene i sit store hus. Hun havde altid haft en fascination af minder og historier, og hun havde en kæmpe samling af gamle fotografier og breve, som hun havde samlet gennem årene.
En aften, mens Agnes sad og bladrede i sine gamle fotoalbums, opdagede hun, at nogle af minderne var gået tabt. Hun havde glemt at tage billeder af nogle af de smukkeste øjeblikke i sit liv. Hun havde glemt at skrive ned, hvad der var sket, og hvorfor hun havde følt sådan en stærk følelse.
Agnes var ked af det og følte sig tom indeni. Hun indså, at hun havde brugt så meget tid på at samle minder, at hun havde glemt at leve i øjeblikket og skabe nye minder.
Hun besluttede sig for at gå en tur i byen og nyde øjeblikket. Hun gik ned ad de små gader og kunne høre lyden af børns latter og stemmer fra de åbne vinduer. Hun kunne mærke den varme brise og lugten af blomsterne i byens park.
Agnes stoppede op ved en lille café, hvor hun havde tilbragt mange eftermiddage med sin afdøde mand. Hun kunne mærke minderne strømme tilbage til hende, og hun følte sig pludselig ikke længere tom.
Hun gik videre og stoppede ved en lille butik, hvor hun havde købt sin første kjole til sin datter. Butikken var stadig den samme, og hun kunne mærke tårerne trille ned ad hendes kinder, da hun huskede det øjeblik.
Agnes indså, at minderne ikke var glemt. De var stadig der, men hun skulle tage sig tid til at huske dem og nyde dem på ny.
Da hun kom hjem, satte hun sig ved sit skrivebord og begyndte at skrive ned, hvad hun havde oplevet den aften. Hun ville ikke glemme disse minder igen.
Agnes sov godt den nat, og da hun vågnede næste morgen, følte hun sig lettere og mere tilfreds. Hun vidste nu, at minderne aldrig ville forsvinde, så længe hun holdt dem tæt på sit hjerte og huskede dem med glæde og taknemmelighed.
