Engang for længe siden i en lille by boede der en dreng ved navn Jacob. Han havde altid ønsket sig en hund, og en dag fik han endelig sin ønskedrøm opfyldt, da hans far gav ham en lille hvalp som gave. Jacob var helt vildt begejstret og var fast besluttet på at tage sig godt af sin nye bedste ven.
Hvalpen var en lillesøster til en politihund, og hendes træningsinstinkter var helt i top, selvom hun stadig var meget ung. Jacob gav hende navnet Bella og trænede hende dagligt i at fange bolden og følge kommandoer. Bella elskede at lege og lære, og hun var en meget lydig hvalp.
En aften, da Jacob og Bella var ude at gå tur, stødte de på en ældre dame, der havde brug for hjælp. Hun var faldet og havde slået sit hoved, og hun var ved at miste bevidstheden. Jacob vidste instinktivt, hvad han skulle gøre, og han bad Bella om at løbe hjem og hente hans far, mens han blev hos den ældre dame.
Bella vidste præcis, hvor hun skulle hen, og hun løb så hurtigt hun kunne, indtil hun nåede hjem. Hun sprang op ad trappen og gøede højt for at vække Jacobs far. Han var forvirret og spurgte Bella, hvad der var sket. Hun gøede og viste ham vej, og han fulgte hende tilbage til den ældre dames hus.
Da han ankom, var Jacob stadig hos den ældre dame og prøvede at holde hende vågen. Jacobs far ringede straks efter en ambulance og hjalp med at få den ældre dame på båren. Bella sad ved siden af Jacob og kiggede på, mens ambulancen kørte væk.
Jacob og hans far gik hjem i stilhed og var taknemmelige for, at Bella havde hjulpet dem med at redde den ældre dames liv. De vidste, at hun var mere end bare en hvalp – hun var en heltemodig og venlig hund, der var villig til at hjælpe sin ejer i enhver situation. Fra den dag af følte Jacob sig ekstra tæt på Bella, og han vidste, at hun var mere end bare en hvalp – hun var hans bedste ven og en sand helt.
