Der var engang en lille landsby omgivet af tætte skove og høje bjerge. I skoven var der en hule, som blev kaldt “Den døde mands hule”, og ingen turde gå derind. Historien sagde, at der engang boede en mand i hulen, der havde solgt sin sjæl til djævelen for rigdom og magt. Men han havde ikke været i stand til at betale prisen, og djævelen havde taget hans liv. Siden da siges det, at hans ånd stadig huser i hulen og venter på at tage hævn over enhver, der vover sig ind.
En nat, mens landsbyen sov, vågnede en ung mand ved navn Jakob op og følte sig trukket mod hulen. Han vidste, at det var farligt, men han kunne ikke modstå fristelsen. Han listede sig ud af sit hus og begyndte at gå mod hulen. Da han nåede hulens indgang, stod han stille og kiggede ind i mørket. Han kunne ikke se noget, men han kunne høre en svag stemme kalde på ham.
Jakob trådte forsigtigt ind i hulen og begyndte at udforske den. Han gik dybere og dybere ind, og pludselig hørte han lyden af skridt bag sig. Han vendte sig om og så en mørk skygge, der nærmede sig ham. Han begyndte at løbe, men skyggen fulgte efter ham og greb fat i hans skulder. Jakob vendte sig om og så et ansigt, der var halvt menneske, halvt dæmon. Han skreg og kæmpede for at slippe fri, men det var for sent. Han var fanget.
Jakob vågnede op i sin seng og troede, at det hele havde været en mareridt. Men da han kiggede ned på sin skulder, så han et mærke, som om nogen havde grebet fat i ham. Han vidste, at det var virkeligt. Han havde været i den døde mands hule, og han havde mødt djævelen.
Fra den nat af var Jakob aldrig den samme. Han blev bleg og stille og undgik at tale om sin oplevelse. Folk sagde, at han havde mistet sin sjæl til djævelen og at han aldrig ville blive den samme igen. Nogle gange, når landsbyen var stille, kunne man høre Jakobs stemme kalde på folk fra den døde mands hule. Men ingen turde gå derind igen.
