Den eventyrlige rejse til månen
Engang for længe siden boede der en opfinder, som hed Tom. Han boede i et skævt hus på toppen af en bakke, og på taget stod en lang kikkert af messing. Hver aften, når himlen blev mørkeblå, kravlede Tom op ad stigen. Så satte han øjet til kikkerten og kiggede på månen.
"Godaften, måne," sagde han. "En dag kommer jeg på besøg."
I værkstedet bag huset byggede Tom på en raket. Han hamrede og skruede og bankede. Bank, bank, skrue, skrue. Raketten var rund som en tekande, den havde tre ben og et lille vindue i næsen. Den fik navnet Sølvstjernen, fordi den skinnede, når lampen ramte den.
Det tog mange år. Nogle gange gik en skrue løs, og nogle gange var der for lidt brændstof i tanken. Men Tom pustede bare støvet af sine hænder og sagde: "Så prøver vi igen i morgen."
En stille aften var Sølvstjernen klar. Tom pakkede en madpakke med rugbrød, en termokande med varm kakao, en lille spade, en pose til sten og sit gamle kamera med den store knap. Han satte sig i sædet, spændte remmen og trykkede på den røde knap.
Brum… brum… BRUUUM! Raketten rystede, så kakaoen skvulpede i kanden. Så løftede den sig fra bakken, forbi skorstenen, forbi skyerne og helt op i mørket, hvor stjernerne blinkede.
Der var stille derude. Kun motoren summede blødt. Tom kiggede ud ad det lille vindue. Store, grå sten svævede forbi, langsomt som sovende får. "Undskyld mig," sagde Tom og styrede lidt til venstre. "Og undskyld også dig," sagde han og styrede lidt til højre. Stenene gled bare videre uden at sige noget.
Så kom solvinden. Den kunne man ikke se, men Sølvstjernen begyndte at vugge frem og tilbage som en båd på vandet. Tom holdt fast i rattet med begge hænder. "Rolig nu," hviskede han. "Bare et lille stykke endnu." Lidt efter lidt blev raketten stille igen.
Endelig voksede månen i vinduet. Den var ikke gul som en ost, sådan som Tom havde troet, da han var lille. Den var sølvgrå og fuld af runde huller, og den lyste, som om nogen havde drysset mel ud over den. Sølvstjernen satte sine tre ben ned. Bonk.
Tom tog hjelmen på og åbnede lugen. Han tog et skridt, og så hoppede han, fordi alting var så let deroppe. Hop. Hop. Hop. Hans støvler lavede store aftryk i det fine støv. Han gravede med sin lille spade og fyldte posen med sten: en glat, en ru og en, der glimtede som et stykke glas.
Så fandt han kameraet frem. Klik. Et billede af kraterne. Klik. Et billede af Sølvstjernen, der stod og ventede på sine tre ben. Og klik. Et billede af Jorden, der hang blå og rund i det sorte som en kugle, man kunne tage i hånden. Tom stod længe og så på den. Et sted dernede lå hans lille hus på bakken.
"Nu vil jeg gerne hjem," sagde han stille.
Turen hjem gik roligere. Stenene svævede forbi igen, og Tom nikkede venligt til dem. Da Sølvstjernen landede på bakken med et blødt bonk, stod hele byen og ventede. Bageren havde lune boller med, børnene vinkede med lommelygter, og nogen havde hængt en guirlande op på stakittet. "Hvordan var det?" råbte de. Tom smilede og viste dem stenen, der glimtede.
Senere på ugen hang billederne af månen på væggen i skolen, og børnene stod med næsen helt tæt på glasset. Tom selv var allerede i værkstedet igen. Han tegnede på et stort stykke papir. Der var mange flere lys på himlen, og han ville gerne besøge nogle af dem.
Men den aften var han træt. Han lagde månestenen på natbordet, drak det sidste af kakaoen og kravlede under dynen. Gennem vinduet kunne han se månen. Den lyste sølvgrå ned over bakken og det lille hus.
"Godnat, måne," hviskede Tom. "Tak for besøget." Så lukkede han øjnene og sov.
Sov godt.
