Engang for længe siden, i en fjern og øde del af verden, lå der en forladt mine dybt inde i bjergene. Området var kendt for at være farligt, og rygterne sagde, at der gemte sig en skat inde i minen. Men ingen turde tage chancen og udforske stedet, da det var kendt for at være hjemsøgt af spøgelser og ånder.
En dag kom der en ung mand ved navn Peter til landsbyen, og han hørte om den forladte mine. Han var modig og nysgerrig og besluttede sig for at udforske stedet. Han vidste, at det var farligt, men hans nysgerrighed fik det bedste af ham.
Han gik alene op ad bjerget, og da han nåede toppen, så han minen foran sig. Den var stor og mørk, og han kunne mærke, at der var noget mystisk ved stedet. Han tøvede et øjeblik, men besluttede sig så for at gå ind.
Inde i minen var der mørkt og tyst. Peter kunne høre sit eget åndedræt og følte sig pludselig meget ensom. Han tog sin lygte frem og begyndte at gå dybere ind i minen. Efter et stykke tid så han noget, der fik ham til at stoppe op. Midt på gulvet lå der en gammel og rusten spand, og ved siden af den lå der en ske.
Peter fandt det underligt, at der skulle være en spand og en ske i en forladt mine, men han fortsatte alligevel videre. Han gik videre og videre ind i minen, men han fandt ingen skat. Til sidst besluttede han sig for at vende tilbage.
Da han nåede tilbage til stedet, hvor han havde set spanden og skeen, opdagede han noget, han ikke havde set før. Ved siden af spanden og skeen var der en gravsten. Peter gik hen til gravstenen og så en grav med navnet “Anna”.
Det gik op for Peter, at Anna var en af minerne arbejdere, og at hun var død i minen for mange år siden. Han kunne mærke en kuldegysning ned ad ryggen og besluttede sig for at forlade minen.
Da han kom ud af minen, stod der en gruppe af landsbyens beboere og ventede på ham. De var chokerede over, at han havde våget sig ind i den farlige mine, og de spurgte ham, om han havde fundet noget.
Peter fortalte dem om spanden, skeen og gravstenen, og at han havde fundet ud af, at Anna var død i minen. Landsbybeboerne blev stille og lyttede til Peters beretning.
Da Peter var færdig med at fortælle sin historie, så de alle på hinanden og besluttede sig for at tage ud til minen næste dag og finde Annas krop. De ville give hende en ordentlig begravelse og sørge for, at hun fik ro i sjælen.
Sådan blev det gjort, og Anna fik endelig fred. Minen blev aldrig mere brugt, men historien om Anna og Peters mod blev husket i mange år efter.
