Nissens store julepyntning af træet
Det var aftenen før juleaften. I den lille nissestue oppe under loftet i laden knitrede brændeovnen, og midt på gulvet stod et grantræ, der duftede af skov og frost. Nissen havde selv slæbt det hjem gennem sneen helt fra skovbrynet.
Ved siden af træet stod en kurv med det fineste pynt, han ejede. Røde og guldfarvede kugler, stjerner flettet af halm og en hel bunke små hvide lys. "Det her bliver det smukkeste træ nogensinde," sagde nissen og gned sine kolde hænder.
Han havde inviteret sine venner. Musen fra kornloftet, katten fra stalden og den gamle hane fra hønsehuset. De skulle komme klokken seks. Nu var klokken over seks. Nissen lagde øret mod døren og lyttede. Kun vinden susede. Ingen trampede sne af fødderne på trappen.
Han satte sig på skamlen et øjeblik. Stuen føltes lidt for stor og lidt for stille. "Nå," sagde han så. "Træet kan jo ikke pynte sig selv." Måske var sneen bare for dyb i aften.
Han tog den første kugle op. Den var rød og blank, og han kunne se sin egen næse i den, rund som en lille kartoffel. Pling, sagde den, da den rørte ved en gren. En kugle her. En kugle der. Pling, pling.
Snart hang der kugler over det hele, nogle små som hasselnødder og andre store som æbler. Så kom stjernerne på. Til sidst satte han lysene fast og tændte dem ét for ét med en lang tændstik. Flammerne blafrede, og halmstjernerne glimtede gyldent.
Nissen trådte et skridt tilbage og lagde hovedet på skrå. Træet var flot. Rigtig flot. Men der manglede noget. Han kunne ikke sige hvad, men det kildede i maven, ligesom når man har glemt noget, man ikke kan huske.
Han gik rundt om træet. Han flyttede en kugle. Han flyttede den tilbage igen. "Hmm," sagde han. "Hmm, hmm."
Så kom han i tanke om den gamle gemmekasse under sengen. Han lagde sig på maven og trak den frem. Låget knirkede. Helt nede i bunden, pakket ind i et blødt stykke uld, lå en lille nisse af træ. Huen var rød og lidt afskallet, og smilet var skåret en anelse skævt.
Hans bedstefar havde snittet den, dengang nissen var så lille, at han kunne sove i en træsko. Bedstefar havde siddet ved ovnen aften efter aften med sin lille kniv, mens spånerne drysede ned i hans lange skæg. "Den er ikke særlig fin," havde han sagt og blinket. "Men den er lavet til dig."
Nissen bandt en rød tråd om den lille hue og hængte figuren på grenen lige midt foran, hvor lyset ramte den bedst. Så trådte han tilbage igen. Nu kildede det ikke længere i maven. Nu var træet helt rigtigt.
"Tak, bedstefar," hviskede han ud mod vinduet, hvor sneen dalede stille ned. Langt mod nord, i et lille hus ved fjeldet, sad bedstefar sikkert og kiggede på sit eget træ.
Nissen varmede mælk i den lille gryde og rørte kakao i, til det duftede sødt i hele stuen. Han krøb op i lænestolen med koppen mellem hænderne. Lysene blafrede, og den lille trænisse drejede langsomt rundt på sin tråd.
I morgen var det juleaften. Så ville musen og katten og hanen komme, hvis sneen tillod det. Han ville vise dem træet og pege på den lille trænisse og fortælle om bedstefar og hans kniv og spånerne i skægget.
Men lige nu var der stille. Ovnen knitrede. Kakaoen var varm. Nissens øjne blev tunge, og hovedet sank ned mod skulderen. Ude i laden puttede musen sig ned i halmen, og oppe over taget tændtes stjernerne én for én, ligesom lysene på træet.
Og nissen sov, med et lille kakaoskæg på overlæben og trænissen i grenen, der holdt øje med ham hele natten.
Sov godt.
