Det var midt om natten, og kirkegården var dækket af et tæppe af tåge. En ensom sjæl vandrede rundt mellem gravene, uden at kende sin egen identitet eller formål.
Han havde været fortabt i mange år og havde mistet enhver form for kontakt med omverdenen. Han vidste ikke, hvordan han var havnet på kirkegården eller hvorfor hans sjæl stadig var fanget der.
Hver nat vandrede han rundt mellem gravene, håbefuldt på at finde svar på sine spørgsmål. Men hver nat gik han tomhændet tilbage til det sted, hvor han havde startet sin vandring.
En aften, da han var særligt træt, besluttede han sig for at tage en pause ved et gravsted. Han lænede sig mod en gravsten og lukkede øjnene. Pludselig hørte han en stemme, der hviskede hans navn.
Han åbnede øjnene og så en lysende skikkelse, der stod foran ham. Skikkelsen var smuk og strålede af en indre glød. Det var en engel, der var sendt for at hjælpe den fortabte sjæl.
Englen forklarede, at sjælen var fanget på kirkegården, fordi han ikke havde fundet fred med sin fortid. Han havde brug for at tilgive sig selv og andre for de fejl, han havde begået i sit liv.
Sjælen lyttede opmærksomt og besluttede sig for at følge englens råd. Han tilgav sig selv og de mennesker, der havde såret ham i fortiden.
Da han havde tilgivet, følte han en varm tåre glide ned ad kinden og en følelse af lettelse og frihed. Han vidste, at hans sjæl endelig kunne hvile og forlade kirkegården.
Englen førte ham ud af kirkegården og ind i lyset, hvor hans sjæl kunne finde fred og ro. Han vidste, at han aldrig ville være fortabt igen og at hans sjæl ville blive opslugt af kærlighedens lys for evigt.


