Den fortryllede julemandsmand
Langt inde i skoven, hvor granerne stod så tæt, at sneen næsten ikke kunne nå jorden, boede en lille, rund mand med hvidt skæg og en rød hue med en bjælde i spidsen. Han kunne noget helt særligt. Når han knipsede med fingrene, sagde det pling, og så kom julen frem. Et grantræ med lys. En duft af brunkager. Et drys af sne, der dalede ned som fjer.
Men der var ingen at vise det til. Ræven løb bare forbi, og uglen sov om dagen. Om aftenen sad han ved sit lille bål og knipsede en enkelt stjerne frem, bare for selskabets skyld. "Godnat, stjerne," sagde han. Stjernen svarede ikke.
En eftermiddag gik Emma hjem fra sin bedstefar. Hun havde en pose æbleskiver under armen og huen trukket ned over ørerne. Sneen sagde knirk, knirk under hendes støvler. Men stien blev smallere og smallere, og pludselig var den væk. Træerne så alle sammen ens ud.
Så hørte hun en lille bjælde. Klingeling. Bag en stor gran sad en mand med røde kinder og et skæg, der gik ham helt ned til maven. Emma stod musestille. Hun havde ikke troet, at der fandtes nogen som ham.
"Du skal ikke være bange," sagde manden blidt. "Jeg er bare den fortryllede julemandsmand. Og du ser ud til at være faret vild." Emma knugede posen. "Lidt," sagde hun. "Hvad kan du?"
Julemandsmanden smilede, så hans øjne blev til to små streger. Han knipsede. Pling! Rundt om dem voksede juletræer op af sneen, med glaskugler og røde sløjfer. Pling! Lys tændtes i grenene. Pling! Store, bløde snefnug dalede ned og lagde sig på Emmas vanter.
Emma glemte helt at være bange. Hun delte sine æbleskiver med ham, og han fortalte, at han havde boet i skoven i rigtig mange år. "Jeg har altid ønsket mig en ven," sagde han stille. Emma tænkte sig om. "Så kan jeg jo være det," sagde hun. Bagefter fulgte han hende til skovkanten, hvor hun kunne se lyset fra sit eget køkkenvindue.
Hun kom igen. Og igen. Hver gang havde han noget nyt. En dag stod der et langt bord i sneen med risengrød, varm saft og en smørklat, der smeltede i midten. En anden dag knipsede han søen til is, så den skinnede som et spejl. De gled rundt hånd i hånd, og julemandsmanden faldt på halen og grinede, så skægget rystede.
Men en dag kom Emma ikke. Julemandsmanden ventede ved den store gran, til skyggerne blev lange og blå. Næste dag kom hun heller ikke. Til sidst listede han helt ud til skovkanten og kiggede ind ad hendes vindue. Der lå Emma i sengen med røde kinder og et vådt klæde på panden. Hun var syg.
Julemandsmanden skyndte sig hjem. Han knipsede og knipsede, til han havde det helt rigtige: en lille krukke honning, der lyste svagt gyldent, og en kande te kogt på grannåle og kanel. Han stillede det hele i vindueskarmen og bankede tre gange på ruden. Bank, bank, bank.
Emmas mor fandt krukken. Hun rørte en skefuld honning i den varme te, og Emma sov godt hele natten. Om morgenen var hun kølig i panden og sulten som en bjørn. Hun kiggede på krukken og vidste godt, hvem der havde været der.
Da det blev juleaften, gik Emma og hendes far ud til skovkanten med en lygte. "Kom og hold jul hos os," råbte hun ind mellem træerne. Lidt efter hørte de det. Klingeling. Julemandsmanden kom trampende med sne på huen og så lidt genert ud.
Inde i stuen var der varmt og duftede af and og appelsin. Bedstefar gav ham den bedste stol, og mor skænkede kaffe. Julemandsmanden knipsede en enkelt gang, pling, og en lille stjerne satte sig i toppen af juletræet og lyste.
Sent på aftenen lå Emma under dynen. Gennem vinduet kunne hun se stjernerne over skoven. Nede i stuen snakkede bedstefar og julemandsmanden lavt og grinede. "Godnat, stjerne," hviskede Emma. Og denne gang svarede en dyb, venlig stemme nede fra stuen: "Godnat, Emma." Hun smilede og lukkede øjnene.
Sov godt.
