Engang for længe siden, langt borte fra byens larm og travlhed, lå der en fortryllede skov. Ingen turde at nærme sig skoven, da rygtet gik, at den var hjemsted for uhyggelige skabninger og magiske kræfter.
En dag besluttede en modig ung mand, ved navn Oliver, sig for at udforske skoven. Han var træt af det kedelige liv i byen og ønskede at opleve noget nyt. Han pakkede sin rygsæk med mad og drikke og begav sig afsted.
Efter nogle timers vandring, nåede Oliver frem til skovens kant. Han tog et dybt åndedrag og trådte ind i skoven. Det første han bemærkede var, hvor stille det var. Der var ingen lyde eller bevægelse, kun stilhed og ro.
Oliver fortsatte sin vandring og opdagede snart, at skoven var fyldt med smukke blomster og farverige sommerfugle. Han blev overvældet af skovens skønhed og mærkede en indre ro i sin sjæl.
Efter flere timer vandring, nåede Oliver frem til en lysning midt i skoven. Her stod et gammelt træ med en stor hulning i stammen. Oliver besluttede sig for at hvile sig i hulningen og spise sin mad.
Men da han satte sig ned, hørte han en svag hvisken. Han kiggede sig omkring, men kunne ikke se nogen. Hvisken blev højere og højere, og pludselig stod der en smuk skovfe foran ham.
“Velkommen til den fortryllede skov,” sagde skovfeen. “Jeg har ventet på dig.”
Oliver kiggede forbløffet på skovfeen og spurgte, hvad hun mente. Skovfeen forklarede, at Oliver var den første person i mange år, der havde turdet at udforske skoven. Hun fortalte også, at skoven var fortryllet, og at alle, der vandrede ind i skoven, ville finde fred og lykke.
Oliver var overvældet af skovfeens ord og takkede hende for at have vist ham skovens skønhed. Han besluttede sig for at blive i skoven og leve resten af sit liv i fred og harmoni.
Og sådan levede Oliver i mange år, i den fortryllede skov, omgivet af skovens skønhed og magi. Han fandt sin sande lykke og lærte, at det ikke er det materielle, der gør os lykkelige, men ofte det simple og naturlige, som man kan finde i skoven.
