Den fortryllede skov
Langt fra byen, bag syv bakker og en lang, støvet vej, lå der en skov. Træerne stod så tæt, at man kun kunne se grønt og atter grønt. Folk i byen kaldte den Den fortryllede skov, og de holdt sig helst væk.
"Der bor mærkelige væsner derinde," sagde bageren og rystede på hovedet. "Der hvisker noget mellem træerne," sagde skomageren. Ingen havde selv været der. Men alle havde hørt det fra en, der havde hørt det fra en anden.
I byen boede en ung mand, der hed Oliver. Hver dag gik han den samme vej til værkstedet og hjem igen. Hver aften spiste han den samme grød. En morgen kiggede han ud ad vinduet mod den grønne stribe langt borte og tænkte: I dag vil jeg se noget nyt.
Han pakkede sin rygsæk med brød, et stykke ost, to røde æbler og en flaske vand. Så gik han. Han gik, til fødderne blev ømme og solen stod højt på himlen, og til sidst stod han ved skovens kant.
Oliver trak vejret dybt. Det duftede af mos og våd jord. Så tog han et skridt ind mellem træerne. Og et til.
Det første, han lagde mærke til, var stilheden. Ingen vogne, der skramlede. Ingen, der råbte. Kun hans egne fødder, der sagde blødt, blødt i mosset.
Lidt længere inde begyndte skoven at åbne sig. Der voksede blå blomster langs stien og små gule, der lignede knapper. En sommerfugl med orange vinger dansede forbi hans næse, så kom en til og en til, indtil luften flimrede af farver. Oliver mærkede, hvordan skuldrene sank ned, og hvordan hjertet slog langsommere.
Til sidst kom han til en lysning. Midt i den stod et ældgammelt træ med en tyk, knudret stamme. Nederst i stammen var der et stort hul, rundt som en dør og stort nok til, at en voksen kunne sidde derinde. Oliver kravlede ind, satte sig på den bløde bund af blade og tog et æble frem.
Han havde lige taget den første bid, da han hørte det. Hvisk, hvisk. Han kiggede ud. Ingen. Hvisk, hvisk, lød det igen, lidt nærmere. Var det mon det, folk i byen havde talt om? Lyden voksede, som når vinden går gennem en kornmark, og pludselig stod der en lille skikkelse foran ham, ikke højere end hans knæ. Hun havde vinger som en guldsmed og hår, der glimtede grønt som nyudsprungne blade.
"Velkommen til Den fortryllede skov," sagde hun. "Jeg har ventet på dig."
"På mig?" sagde Oliver og glemte helt at tygge.
Skovfeen lo, en lys lyd som små klokker. "Det er mange år siden, nogen har turdet gå herind," sagde hun. "Folk tror, skoven er farlig. Men det eneste, der hvisker herinde, er mig og bladene. Skoven passer på alle, der kommer med et venligt hjerte. Den giver dem ro."
Oliver kiggede rundt på sommerfuglene, på blomsterne og på det store, gamle træ. "Det tror jeg på," sagde han stille. "Jeg har ikke haft det så godt i lang tid." Han gav feen halvdelen af sit æble, og hun spiste det med begge hænder, mens hun dinglede med benene på en rod.
Da solen gik ned, blev himlen over lysningen lyserød og så mørkeblå. Oliver blev siddende i træets hule. Han havde ingen lyst til at gå tilbage til grøden og den samme gamle vej. Måske ville han blive her i morgen også. Og dagen efter. Måske for altid.
Skovfeen fløj op på en gren over ham og tændte et lille lys i spidsen af sin finger. Hvisk, hvisk, sagde bladene. Oliver lagde sig til rette og så op gennem grenene, hvor de første stjerner kom frem, én efter én.
"Godnat, Oliver," hviskede feen. "Godnat," mumlede han. Og så sov han, trygt og dybt, inde i det gamle træ midt i skoven.
Sov godt.
