Engang for længe siden var der en lille by, hvor julen var noget helt særligt. Hvert år pyntede borgere i byen det smukke juletræ midt på torvet, og alle samledes omkring det og sang julesange. Men i år var der noget helt særligt ved træet. Det var større og smukkere end nogensinde før, og lyset fra dens pynt var mere magisk end nogensinde før.
Ingen vidste, hvorfor træet var så specielt i år, men alle var enige om, at det var noget helt særligt. En aften, da byen var faldet til ro, begyndte lyset fra træet at skifte farve. Det gik fra rød til blå, fra blå til grøn og fra grøn til gul. Pludselig begyndte træet også at bevæge sig, og alle var forbløffede over, hvad de så.
Mens træet bevægede sig, dukkede en gammel mand op. Han var klædt i rødt og hvidt, og han strålede af glæde og varme. Det viste sig, at han var selveste julemanden, og han havde et budskab til byen.
“Kære borgere i denne dejlige by,” sagde julemanden. “I år er jeres træ særligt, fordi I har formået at bringe julemagien tilbage til jeres hjerter. I har åbnet jeres hjerter for hinanden, og I har vist kærlighed og omsorg for dem omkring jer. Det er denne kærlighed, der har gjort jeres træ magisk.”
Alle i byen var rørt af julemandens ord, og de gav hinanden knus og kram. De var taknemmelige for at have haft en så speciel jul, og de vidste, at de aldrig ville glemme det magiske juletræ.
Da julemanden forsvandt, fortsatte træet med at lyse og bevæge sig, og det blev et symbol på den kærlighed og glæde, som alle i byen delte. De vidste, at de ville huske denne jul for evigt, og de ville altid have minderne om det magiske juletræ til at mindes om det. Så de sang julesange omkring træet, og de lo og grinede, indtil solen stod op.
Og sådan endte julen i den lille by, med et smukt magisk juletræ og masser af kærlighed og glæde i alle hjerter.
