Der var engang en gammel ruinherskab, som lå dybt inde i skoven. Folk sagde, at ruinen var forbandet, og at den, der gik ind i den, aldrig ville komme ud igen.
En dag besluttede en ung mand ved navn Jonas sig for at udfordre skæbnen og gå ind i ruinen. Han var fast besluttet på at finde ud af, om historien om forbandelsen var sand eller ej.
Da Jonas trådte ind i ruinen, kunne han mærke en underlig uro i sit indre. Han vidste ikke, om det var fordi, han var bange for det ukendte, eller om det virkelig var forbandelsen, der påvirkede ham.
Men Jonas lod sig ikke skræmme. Han fortsatte ind i ruinen og fandt en trappe nedad. Han gik ned ad trappen og nåede til en stor hal, hvor der var et alter i midten.
Jonas kunne mærke, at der var noget galt ved alteret. Han kunne næsten høre en stemme hviske til ham, og han vidste, at det var forbandelsen, der talte til ham.
Men igen lod Jonas sig ikke skræmme. Han gik hen til alteret og rørte ved det. Pludselig blev der mørkt, og Jonas kunne mærke, at han blev suget ned i en slags portal.
Da han vågnede igen, var han ikke længere i ruinen. Han var et helt andet sted, og han kunne se, at der var gået mange år. Han var blevet transporteret til en fremtid, hvor verden var ødelagt, og hvor der kun var ruiner tilbage.
Jonas forstod nu, at forbandelsen ikke var en myte. Han havde udfordret skæbnen og var blevet straffet for det. Han havde nu ingen mulighed for at vende tilbage til sin egen tid, og han måtte leve resten af sit liv i denne ødelagte verden.
Sådan endte historien om den gamle ruinherskabs forbandelse og dens konsekvenser. En historie om mod og tapperhed, men også om de farer, der lurer, når man udfordrer det overnaturlige.
