Der var engang en lille by, som var blevet glemt af tiden. Ingen vidste rigtig, hvor den lå, og de få, der havde hørt om den, havde aldrig besøgt den. Byen var omgivet af høje bjerge, og dens gader var fyldt med gamle huse og forladte butikker.
Ingen vidste, hvorfor byen var blevet glemt. Nogle sagde, at den havde været ramt af en forfærdelig sygdom, og at alle dens indbyggere var døde. Andre sagde, at byen havde været ramt af en stor brand, og at den aldrig havde været genopbygget.
Men der var en, som vidste, hvad der var sket i den glemte by. Det var en gammel mand, som boede i en lille hytte tæt på byen. Han havde boet der i mange år og havde set byen falde i glemsel.
En aften sad en lille pige udenfor hans hytte og kiggede på den gamle mand. “Fortæl mig om den glemte by”, sagde hun med stor nysgerrighed. “Hvordan blev den glemt, og hvad skete der med dens indbyggere?”
Den gamle mand smilede og begyndte at fortælle sin historie. Han fortalte om en tid, hvor byen havde været rig og velstående. Han fortalte om dens smukke haver og store markeder. Men så kom krigen, og alt ændrede sig.
Byen blev bombet, og dens indbyggere flygtede. De, der blev tilbage, blev syge og døde langsomt af sult og sygdom. Til sidst var der kun den gamle mand tilbage, og han havde valgt at blive for at tage sig af byen og dens minder.
“Pigen kiggede på den gamle mand med øjne fyldt af medfølelse. “Kan jeg hjælpe dig med noget?”, spurgte hun.
Den gamle mand smilede taknemmeligt. “Du kan hjælpe mig ved at huske denne by og dens historie,” sagde han. “Lad ikke dens minder gå tabt i glemslen.”
Pigen lovede at huske byen og dens historie og tog afsked med den gamle mand. Hun gik tilbage til sin egen by med en følelse af taknemmelighed og med en forståelse for, hvor vigtigt det er at huske vores historie og vores rødder.
Og selvom den glemte by aldrig blev genopbygget, og dens indbyggere aldrig vendte tilbage, vil dens minder leve videre i dem, der vælger at huske den.
