Den mystiske gåde
Regnen trommede på Annas vindue. Tik, tik, tak. Vinden pustede i hækken, så bladene raslede, og ude på vejen glimtede lygtepælene vådt. Anna lå under dynen med en lille, krøllet seddel i hånden.
Sedlen havde hun fået samme eftermiddag af den gamle mand på bænken ved bageren. Han havde hvidt skæg og en hue fuld af brødkrummer, som spurvene hoppede rundt og spiste af. "Du ligner en, der er god til at tænke," havde han sagt og blinket. "Hvis du løser den her gåde, finder du en skat."
Anna foldede sedlen ud og læste den igen, helt stille: "Jeg har en krone, men er ingen konge. Jeg har arme, men ingen hænder. Mine fødder sover i jorden, der hvor vandet synger."
Hun havde tænkt på den hele eftermiddagen. Over sin mad, i badet og mens hun børstede tænder. En krone, men ingen konge? Arme, men ingen hænder? Til sidst sagde mor, at nu måtte gåden også gerne sove. Anna slukkede lampen, men tankerne blev ved med at snurre rundt i hovedet som små snurretoppe.
Så hørte hun det. Pling. Pling. En lyd ude fra gangen, lys og fin som en lille klokke. Anna holdt vejret. Hjertet bankede lidt hurtigere, men hun var også nysgerrig. Hun trak tøflerne på, tog lommelygten og listede ud.
Midt i gangen svævede et lille lys. Det var ikke større end en tommelfinger, og det havde vinger som sæbebobler og hår som mælkebøttefnug. En fe. "Godaften, Anna," sagde feen med en stemme, der lød som en teske mod et glas. "Jeg kan se, du er både modig og klog. Skal jeg hjælpe dig med gåden?"
"Ja tak!" hviskede Anna, så højt hun turde.
Feen fløj hen til trappen og pegede på tapetet nedenunder. Dér var en lille dør, som Anna aldrig havde lagt mærke til. Den knirkede, da hun åbnede den. Indenfor duftede der af støv og gamle æbler. Der stod en globus, en stabel tykke bøger og et bord med landkort, og feens lys fik det hele til at skinne gyldent.
De satte sig ved bordet. Feen gav ikke Anna svaret. Hun stillede bare spørgsmål. "Hvad har en krone uden at være konge?" "En tand?" prøvede Anna. Feen fnisede, så det klingede. "Og hvad har arme uden hænder?" Anna tænkte og tænkte. Hun kiggede på landkortet over skoven bag skolen. Ved bækken var der tegnet et stort, rundt træ.
"Et træ!" udbrød Anna. "Kronen er toppen, armene er grenene, og fødderne er rødderne! Og der hvor vandet synger, det er bækken. Det er den gamle eg!" Feen lavede en lille kolbøtte i luften. "Det fandt du selv," sagde hun. "Jeg holdt bare lyset."
Anna takkede hende mange gange. Feen gabte et lille gab og sagde: "Skatte venter bedst på udhvilede børn." Så krøb Anna tilbage under dynen og sov, før regnen nåede at tromme ti gange mere.
Næste morgen var himlen blå, og vandpytterne spejlede skyerne. Anna tog gummistøvler på, og far gik med til skoven, men han lod hende gå forrest. Bækken klukkede, klukkeluk, klukkeluk, og dér stod den gamle eg med sine store, knudrede rødder.
Under den tykkeste rod lå et tæppe af mos. Anna løftede det forsigtigt og fandt en lille trækiste med jernbeslag. Låget gik op med et knirk. Indeni lå halskæder og ringe, og sten i rødt, grønt og blåt, der glimtede i solen. Øverst lå en seddel: "Godt tænkt, Anna." Hun smilede og hviskede tak op mod grenene. Et sted mellem bladene lød der et svagt pling.
Om aftenen lagde Anna de skinnende sten i vindueskarmen. Regnen var holdt op, og stjernerne var kommet frem. Mor puttede dynen om hende, og Anna kiggede på stenene, der blinkede tilbage som små stjerner. Hun hviskede gåden en sidste gang, helt langsomt. Jeg har en krone, men er ingen konge. Så lukkede hun øjnene og sov.
Sov godt.
