Engang for længe siden var der en hemmelig have dybt inde i skoven, hvor magiske dyr boede. Ingen mennesker vidste om haven, og ingen havde nogensinde set de magiske dyr. Men en nat, da himlen var klar og stjernerne skinnede, besluttede en lille pige ved navn Emma sig for at udforske skoven og finde den hemmelige have.
Emma gik dybt ind i skoven, og efter et stykke tid fandt hun en gammel, rusten port. Porten var tung, men med alt sin styrke lykkedes det Emma at åbne den. Bag porten var der en magisk have fyldt med farverige blomster og høje træer. Emma kiggede rundt og så sig omkring, men hun kunne ikke se nogen dyr.
Emma besluttede sig for at gå lidt rundt og udforske haven nærmere. Pludselig hørte hun en lille stemme, der sagde: “Hej, jeg hedder Oliver. Hvad laver du her?” Emma kiggede ned og så en lille, rød kanin, der kiggede op på hende med store øjne.
Emma forklarede, at hun var på udkig efter de magiske dyr, og Oliver inviterede hende med på en tur gennem haven. De gik gennem skoven og så mange forskellige dyr – en enhjørning, en drage og endda en talende træ. Emma var overvældet af skønheden i haven og de magiske dyr.
Til sidst nåede de en stor åben plads midt i haven, hvor der var en stor sten med en inskription på. Inscriptionen sagde: “Den, der kan løse den magiske gåde, vil modtage en stor belønning.” Emma vidste, at hun var nødt til at løse gåden for at finde ud af, hvad belønningen var.
Efter at have brugt lidt tid på at tænke, kom Emma op med svaret på gåden. Hun sagde svaret højt, og pludselig åbnede der sig en hemmelig dør i stenen. Bag døren var der en skattekiste fyldt med smukke, glitrende sten og en lille note, der sagde: “Tak fordi du besøgte haven. Vi håber, du vil komme tilbage og besøge os snart.”
Emma var glad og overrasket over sin belønning og takkede de magiske dyr for at have vist hende deres hemmelige have. Hun gik tilbage til porten og lukkede den forsigtigt bag sig. På vej hjem tænkte hun på alle de magiske dyr, hun havde set, og hun vidste, at hun ville besøge haven igen og igen.
