Engang for længe siden i en dyb, mørk skov, boede en klog ugle. Han var den mest viseste af alle skovens dyr og kendte svaret på alle spørgsmål, som nogen kunne stille ham.
En dag, da solen var ved at gå ned, hørte ugle et lille egern græde i træerne. Han fløj straks hen til egernet for at finde ud af, hvad der var galt.
“Kære lille egern, hvorfor græder du?” spurgte ugle blidt.
“Jeg har mistet min nød. Jeg gemte den i mit træ, men nu kan jeg ikke finde den,” svarede egernet grædende.
“Jeg skal hjælpe dig med at finde din nød,” sagde ugle venligt og fløj hurtigt op i træet for at lede efter nødden.
Men efter at have ledt i lang tid kunne de stadig ikke finde nødden. Ugle tænkte lidt og sagde så til egernet, “Jeg har en ide. Hvis du fortæller mig, hvordan nødden ser ud, kan jeg hjælpe dig med at finde den.”
Egernet beskrev nødden så godt han kunne, og ugle fløj væk for at lede igen. Efter lidt tid kom han tilbage med nødden i sit kløerne.
Egernet var så glad for at have sin nød igen, at han ikke vidste, hvordan han skulle takke ugle. Men ugle sagde, at det var hans pligt at hjælpe andre i skoven.
Fra den dag var egernet og ugle de bedste venner i skoven. Og så længe de boede der, var der ingen, der mistede deres ting, fordi de altid var parate til at hjælpe hinanden.
