Engang for længe siden, i en lille by langt væk fra alting, stod der et gammelt hus. Det var så gammelt, at ingen rigtigt vidste, hvornår det var blevet bygget. Men alle i byen vidste, at det var hjemsøgt. Ingen turde gå ind i huset, og ingen turde gå ned i kælderen.
En dag, da solen var ved at gå ned, besluttede en lille dreng ved navn Oliver sig for at udforske det gamle hus. Han havde hørt om den hjemsøgte kælder og var nysgerrig efter at finde ud af, hvad der var derinde.
Oliver gik ind i huset og kiggede sig omkring. Det var mørkt, og det var svært at se noget. Men han kunne høre noget, der lød som en lav mumlen. Han begyndte at følge lyden, og den førte ham ned i kælderen.
Da han nåede bunden af trappen, kunne han se en svag lysning i det fjerne. Han gik hen mod lyset og så en gammel lampe, der brændte svagt. Men det var ikke lyset, der fangede hans opmærksomhed. Det var lyden af en stemme, der hviskede hans navn.
Oliver kiggede rundt og så en skyggefigur. Han kunne ikke se, hvem det var, men han vidste, at det var den hjemsøgte kælder, der talte til ham. Han blev bange og ville løbe væk, men hans ben ville ikke bevæge sig.
Skyggefiguren begyndte at bevæge sig mod ham, og Oliver kunne mærke, at noget ikke var rigtigt. Han lukkede øjnene og tænkte på sin mor og far, der ville savne ham, hvis han forsvandt.
Da han åbnede øjnene igen, var han ikke længere i kælderen. Han var tilbage i sit eget værelse og lå under dynen. Han var lettet over, at det bare var en drøm.
Men da han stod op næste morgen, kunne han stadig mærke den hjemsøgte kælder i sit sind. Han vidste, at han aldrig ville glemme den oplevelse, og han var glad for, at han var hjemme igen.
