Den magiske hule med guldskatten
Sofia elskede historier om skattekort, drager og hemmelige døre. Hun læste dem under dynen med lommelygten tændt, og hun drømte tit om selv at finde noget, som ingen andre havde set.
En eftermiddag gik hun en tur ad stien bag bakken. Bregnerne var våde, og luften duftede af mos. Mellem to store sten så hun en åbning, hun aldrig havde lagt mærke til før. Der var mørkt derinde, men ud kom et lille, lunt pust, som om hulen trak vejret.
Sofia tændte sin lommelygte. "Bare et lille kig," hviskede hun. Og så gik hun ind.
Inde i hulen dryppede vandet fra loftet. Dryp, dryp. Et sted længere fremme summede det svagt. Summ, summ. Det lød næsten som en sang uden ord. Sofia fulgte lyden, et skridt og et skridt til, og pludselig gled hun på den glatte sten. Hun rutsjede ned ad en lang skrænt af blødt sand og landede, bump, på numsen.
Hun lyste rundt. Og så gispede hun. Hele hulen glimtede. Der lå guldmønter i bunker, krukker med røde og grønne sten og kæder, der funklede som dug i morgensol. Lyset fra lommelygten hoppede fra væg til væg, så det så ud, som om hulen var fuld af små stjerner.
"Det er en rigtig skat," sagde Sofia. Hun åbnede sin taske og begyndte at fylde den. En håndfuld mønter. En kæde. En sten så stor som et æg. Tasken blev tungere og tungere, og stroppen trak i hendes skulder.
Da der ikke kunne være mere i tasken, ville hun gå tilbage. Men dér, hvor skrænten havde været, lå nu en kæmpe rund sten. Hun skubbede. Den rokkede sig ikke en millimeter. Sofia satte sig ned. Hun var ikke bange, ikke rigtig, men hun savnede pludselig køkkenet derhjemme og duften af aftensmad. Hun lukkede øjnene og ønskede, at hun kunne komme ud.
"Du kan godt åbne øjnene, Sofia," sagde en stille stemme.
Foran hende stod en lille, gammel mand med et skæg så langt, at han havde slået en knude på det. Han holdt en lygte, der lyste gult og blødt. "Hvem er du?" spurgte Sofia. "Jeg er den, der passer på hulen," sagde han og smilede, så hans øjne blev til små streger. "Der er ikke mange, der finder herned. Så nu er du min gæst."
"Tak," sagde Sofia høfligt. "Men kan du hjælpe mig ud? Jeg skal hjem." Den gamle mand kiggede på hendes taske, der næsten var ved at sprække. "Det kan jeg godt," sagde han. "Hvis du virkelig ønsker det. Et rigtigt ønske kan ikke slæbe på for meget."
Sofia kiggede også på tasken. Hun tænkte på sin mor og sin far og på sin seng med den bløde pude. Så tog hun guldet op, en mønt ad gangen, og lagde det tilbage i bunkerne. Kun en lille, glat sten, der skinnede blåt, blev liggende i bunden af tasken. "Må jeg beholde den?" spurgte hun. "Den er din," sagde den gamle mand.
Sofia lukkede øjnene og ønskede af hele sit hjerte at komme hjem. Summ, summ, sang hulen. Det kildede i tæerne. Da hun åbnede øjnene igen, stod hun på stien mellem bregnerne, og solen var ved at gå ned.
Næste dag løb hun tilbage. Hun fandt de to store sten. Men der var ingen åbning. Kun mos og en lille edderkop, der havde travlt med at bygge sit spind.
Om aftenen lå Sofia i sin seng. Den blå sten lå i vindueskarmen, og når månen skinnede på den, glimtede den, som om den huskede noget. Var det en drøm? Sofia vidste det ikke. Hun lagde hovedet på puden og lyttede. Ude fra mørket syntes hun, at hun hørte det, ganske svagt. Summ, summ. Så faldt hun i søvn.
Sov godt.
