Engang for længe siden, var der en lille pige ved navn Sofia, der elskede eventyr. Hun læste altid bøger og drømte om at opleve fantastiske ting. En dag, mens hun var ude og gå en tur, fandt hun en magisk hule. Det var en mørk og uhyggelig hule, men noget inden i hende trak hende mod hulen.
Da hun gik ind i hulen, hørte hun en svag summen. Hun fortsatte med at gå, og pludselig faldt hun i et hul og landede i en stor hule fyldt med guld og diamanter. Hun var helt overvældet over synet af alt det guld og glas, der glitrede i lyset fra hendes lommelygte.
Sofia begyndte at samle alt guld og fyldte sin taske op, men da hun prøvede at forlade hulen, var vejen blokeret af en stor sten. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, så hun lukkede øjnene og ønskede, at hun kunne komme ud.
Pludselig hørte hun en stemme, der sagde: “Åben dine øjne, Sofia.” Hun åbnede øjnene og så en gammel mand stå ved siden af hende. “Hvem er du?” spurgte hun. “Jeg er ånden i hulen,” svarede han. “Du har fundet min gemmested, og nu er du min gæst.”
Sofia vidste ikke, hvad hun skulle sige, så hun spurgte ånden, om han kunne hjælpe hende med at komme ud af hulen. Ånden sagde, at hvis hun ønskede det virkelig, ville han hjælpe hende.
Sofia lukkede øjnene igen og ønskede at komme ud af hulen. Da hun åbnede øjnene, var hun tilbage på stien. Hun gik hjem og tænkte på alt det, der var sket. Hun vidste ikke, om det var en drøm eller en virkelighed.
Dagen efter gik hun tilbage til stedet, hvor hun havde fundet hulen, men den var væk. Hun vidste ikke, om den ville vende tilbage, men hun vidste, at hun aldrig ville glemme den magiske hule med guldskatten.
