Engang for længe siden, i en fjern og mystisk tid, levede der en ung prinsesse ved navn Isabella. Hun var smuk, klog og modig, og hun var elsket af alle i kongeriget.
En dag, mens hun red ud i skoven på sin hvide hest, blev hun overrasket af en voldsom storm. Regnen faldt tungt og tordenen buldrede så højt, at hendes hest blev skræmt og galopperede af sted ind i skoven.
Isabella prøvede at styre hesten, men den var for bange til at lytte til hende. Pludselig standsede hesten brat op ved en stor, mørk hule midt i skoven. Isabella steg af hesten og besluttede sig for at søge ly i hulen, mens stormen rasede videre.
Da hun kom ind i hulen, blev hun overrasket over at se en stor hvid hest, der stod og ventede på hende. Hesten var smuk og majestætisk, og den så ud til at være helt rolig, selvom stormen rasede udenfor.
Isabella nærmede sig forsigtigt hesten og strøg den over den bløde, hvide pels. Hesten så på hende med store, venlige øjne og nikkede som om den var glad for at se hende.
Isabella blev siddende i hulen hele natten sammen med den hvide hest. Stormen rasede stadig udenfor, men inde i hulen var det roligt og trygt. Hesten holdt hende varm og beskyttet, og hun følte sig aldrig alene.
Da morgenen kom, var stormen stilnet af, og Isabella besluttede sig for at ride hjem til slottet. Hun takkede hesten for sin hjælp og lovede aldrig at glemme den.
Fra den dag af besøgte Isabella ofte den hvide hest i hulen. De blev gode venner, og hesten blev hendes trofaste følgesvend. Sammen red de ud i skoven og oplevede mange eventyr og farer, men altid var den hvide hest der for at beskytte og hjælpe hende.
Til sidst blev Isabella dronning af kongeriget, og den hvide hest blev hendes kongelige hest. De red sammen i parader og ceremonier, og alle så op til dem som et symbol på styrke, mod og troskab.
Og selvom mange år er gået siden da, fortæller man stadig historien om den hvide hest og prinsesse Isabella, og om deres usædvanlige venskab og trofasthed.
