Engang for længe siden boede der en klog ugle i en dyb skov. Han var kendt for sin visdom og hans evne til at give gode råd. Mange dyr i skoven kom til ham for at få hjælp til deres problemer.
En dag kom en lille mus til uglen for at spørge om hans råd. Musen var meget bange for at gå ud om natten på grund af de farlige rovdyr, der lurede i skoven. Uglen så på musen og sagde: “Min kære ven, du skal ikke være bange for mørket. Mørket er vores ven, det er når vi kan finde ro og fred i skoven. Det er kun de, der er bange, som skaber farer i mørket.”
Musen tænkte over uglen ord og besluttede sig for at tage hans råd til sig. Han gik ud om natten og følte sig tryg. Han så, at skoven var smuk og rolig om natten, og han følte sig fri og lykkelig.
Uglen fortsatte med at give gode råd til alle dyrene i skoven. Han lærte dem om vigtigheden af at have mod og styrke til at overvinde deres frygt. Han fortalte dem også, at alle dyr i skoven var ens, og at de skulle respektere og hjælpe hinanden.
En dag blev uglen syg og kunne ikke længere flyve rundt i skoven. Dyrene i skoven blev bekymret og kom til uglen for at give ham deres sympati. Uglen smilede til dem og sagde: “Min kære venner, jeg vil altid være med jer. Mine ord og min visdom vil leve videre i jeres hjerter. I skal altid være modige og hjælpsomme, og så vil I altid finde fred og lykke i skoven.”
Efter uglen døde, fortsatte dyrene med at huske hans visdom og gode råd. De levede i harmoni og fred i skoven og lærte at overvinde deres frygt og vanskeligheder. Uglen var stadig med dem i ånden, og hans visdom blev en del af skovens sjæl.
