Engang for længe siden var der en lille dreng ved navn Emil. Han havde en stor drøm om at udforske verden og se alle de eventyrlige landskaber, som han havde hørt om i historierne. En dag besluttede han sig for at pakke en lille taske og tage af sted på sin rejse.
Emil rejste gennem store skove, hvor han mødte vilde dyr og smukke blomster. Han gik over høje bjerge, hvor han så udsigter, som tog hans ånde fra ham. Han sejlede på store søer, og følte sig fri og lykkelig, mens vinden blæste ham i håret.
På sin rejse mødte Emil også mange mennesker, som hjalp ham på vej. Han mødte venlige bønder, som lod ham overnatte i deres huse, og rare handelsmænd, som gav ham mad og vand.
Men Emil oplevede også farer på sin rejse. Han blev fanget af sultne ulve og måtte flygte fra en storbrand, som truede med at ødelægge hans liv. Han var bange, men fandt styrke i sig selv og fortsatte mod sin drøm.
Efter mange måneders rejse kom Emil endelig til en stor by, hvor han mødte en vismand. Vismanden var gammel og klog, og han spurgte Emil, hvad hans drøm var.
Emil svarede: “Jeg vil se alle de eventyrlige landskaber, som jeg har hørt om i historierne.”
Vismanden smilede og sagde: “Du har allerede set dem, Emil. Du har rejst gennem skove, bjerge og søer. Du har mødt venlige mennesker og overvundet farer. Det er det, der gør din rejse eventyrlig.”
Emil forstod, hvad vismanden sagde, og han følte sig lykkelig. Han vidste nu, at hans drøm allerede var blevet opfyldt, og han var klar til at vende hjem til sin familie og fortælle dem om sin fantastiske rejse.
Så Emil pakkede sin taske og tog hjem. Han havde lært, at eventyrlige landskaber ikke kun er steder, men også oplevelser. Og han vidste, at han havde oplevet noget helt særligt på sin rejse gennem verden.
