Engang for længe siden, dybt nede i havets dybder, boede en smuk og yndefuld havfrue ved navn Ariel. Hun var en af de mest fascinerende skabninger i havet, med sit lange blonde hår og en hale af skinnende blå og turkis farver.
Ariel elskede at udforske havets vidunderlige verden og brugte ofte sin tid på at svømme rundt og lege med delfinerne og de farverige fisk. Men der var noget, som tiltrækkede hende mere end noget andet. Det var verdenen over vandet.
Hun havde hørt så mange fantastiske historier om den store verden, der lå hinsides bølgerne, og hun drømte om at opleve den selv. Hun ville se de høje bjerge, de grønne skove og de smukke blomster, som hun havde hørt så meget om.
En dag hørte Ariel en smuk sang, der trak hende mod overfladen. Hun svømmede hurtigt op til overfladen og så en stor båd, der sejlede forbi. På båden var der en smuk prins, som sang en vidunderlig sang. Ariel var fortryllet af prinsens smukke stemme og hans charme.
Hun besluttede sig for at tage mod til sig og opsøge prinsen, og hun forvandlede sig til en menneskelig kvinde ved hjælp af havets trolddom. Men hun vidste ikke, at dette ville komme med en stor pris – hun ville miste sin hale og sin evne til at svømme.
Da hun mødte prinsen, blev han også fortryllet af hendes skønhed og hendes blide stemme. De tilbragte mange lykkelige dage sammen, og Ariel var lykkeligere end hun nogensinde havde været.
Men en dag kom den gamle trold frem, og fortalte Ariel, at hun var nødt til at give prinsen op og vende tilbage til havet, hvis hun ville have sin hale tilbage. Ariel var dybt ulykkelig, men hun vidste, at hun måtte tage den svære beslutning.
Da Ariel vendte tilbage til havet, var hun ked af det, men hun havde lært en vigtig lektion. Hun indså, at selvom hun havde mistet sin hale og sin evne til at svømme, havde hun fået en smuk sjæl og en stærk vilje, som ville føre hende til lykke og succes i livet.
Og selvom hun aldrig igen ville være sammen med prinsen, vidste hun, at hun havde fået noget meget mere værdifuldt – en oplevelse af kærlighed og en dyb følelse af, at hun var i stand til at klare sig selv, uanset hvor livet ville føre hende hen. Og med disse tanker i hovedet, faldt Ariel i dyb søvn, og drømte om de vidunderlige eventyr, som hun havde oplevet, og som hun ville opleve i fremtiden.
