Det var aftenen før juleaften, og julemanden var ved at gøre klar til sin store rejse. Han havde pakket sin store sæk med gaver til alle børn i verden og havde talt efter flere gange for at være sikker på, at alle gaver var med.
Julemanden havde en lang rejse foran sig, og han vidste, at han skulle være hurtig for at nå at levere alle gaverne inden midnat. Han kaldte på sine rensdyr, og de kom løbende hen til ham. Rudolf, den røde næse, blinkede venligt til julemanden og sagde, “Vi er klar til at flyve, julemanden!”
Julemanden steg op på sin slæde og tog tøjlerne. Han kiggede ud over landskabet og kunne se sneen dække alt som et tæppe. Han tænkte på alle de børn, der ventede på ham og blev overvældet af følelser af glæde og spænding.
Rensdyrene begyndte at trække slæden, og julemanden følte vinden blæse hans skæg tilbage. Han smilede, da han så børnenes lysende øjne, da han fløj over deres huse. Han vidste, at han gjorde en forskel i deres liv ved at bringe dem en lille glæde og magi.
Men julemanden havde også en opgave for sig selv. Han tænkte på alle de børn, der ikke havde nogen familie eller hjem og besluttede sig for at besøge dem personligt og bringe dem en særlig gave. Han vidste, at det ville bringe dem glæde og håb.
Solen begyndte at stå op, og julemanden bevægede sig hurtigt gennem verden. Han kunne se en stjerne på himlen, der ledte ham på hans rejse. Han vidste, at det var julestjernen, der viste ham vejen.
Endelig var julemanden ved at være færdig med sin rejse. Han kunne se nordpolen i det fjerne og vidste, at hans arbejde var gjort. Han takkede sine rensdyr for deres hårde arbejde og sagde farvel til dem.
Julemanden gik ind i sit værelse og lagde sig til at sove. Han vidste, at han havde gjort en forskel i børnenes liv og var glad for at have gjort en så stor rejse. Han sov med et smil på læben og vidste, at han ville gøre det igen næste år.
Således endte julemandens store rejse, men hans ånd vil altid leve videre og bringe glæde og håb til alle børn i verden.
