Engang for længe siden var der en lille pige ved navn Liva. Liva elskede eventyr og drømte om at opleve et rigtigt eventyr. En dag tog hendes bedstemor hende med til en skov, som bedstemoren kaldte “Den magiske eventyrhave”.
Liva var begejstret og kunne mærke spændingen i kroppen, da de nærmede sig skoven. Bedstemoren fortalte hende om den magiske have, hvor alverdens eventyr og magiske skabninger boede. Liva kunne næsten ikke vente med at komme ind og udforske haven.
Da de trådte ind i haven, blev Liva mødt af en smuk blomstereng, og på engen sad en lille fe, der sørgede for, at blomsterne voksede og blomstrede. Feen havde en lille lygte i hånden, og da hun så Liva og bedstemoren, blæste hun på lygten, og pludselig blev haven fyldt med lys.
Liva og bedstemoren gik videre ind i haven og blev mødt af en lille trold, der stod og spillede på en fløjte. Trolden fortalte dem, at hvis de fulgte stien, ville de komme til en lille sø, hvor en havfrue boede. Liva og bedstemoren takkede for informationen og fortsatte videre ind i haven.
Da de nåede søen, så de havfruen, der sang en smuk sang. Søen var fyldt med guld, og Liva kunne se, at havfruen havde en smuk perle i hånden. Havfruen fortalte Liva, at perlen var magisk og ville bringe hende held og lykke i livet.
Liva og bedstemoren takkede havfruen og gik videre ind i haven. De mødte en drage, der sov i en stor hule, og da de gik videre, så de en enhjørning, der løb rundt i en stor eng.
Liva og bedstemoren havde udforsket hele haven, og det var nu tid til at tage hjem. På vej ud af haven mødte de feen igen. Feen sagde farvel til Liva og gav hende en lille flaske med stjernestøv. Hun fortalte Liva, at stjernestøvet ville hjælpe hende med at drømme om magiske eventyr hver nat.
Liva og bedstemoren vendte hjem, og Liva var fyldt med glæde og spænding. Hun vidste, at hun aldrig ville glemme den magiske eventyrhave og alt det, hun havde oplevet der. Hver nat tænkte Liva på haven og drømte om at besøge den igen og igen.
