Profeten og hans kærlighed til børn
Der var engang en profet, som havde en stor kærlighed til børn. Han elskede at lytte til deres historier og lege med dem. Han havde altid tid til dem og var altid villig til at hjælpe dem, når de havde brug for det.
En dag blev han bedt om at tale til en stor forsamling af voksne mennesker. Han var en smule nervøs, da han ikke var vant til at tale til så mange mennesker på én gang. Men han tog sig sammen og begyndte at tale.
Men midt i hans tale blev han afbrudt af en lille dreng, som kom løbende hen til ham og bad om hans hjælp. Drengen havde mistet sin bold og vidste ikke, hvor den var blevet af. Profeten stoppede sin tale og gik ned på knæ for at tale med drengen.
Sammen ledte de efter bolden, og efter et stykke tid fandt de den under en busk. Drengen var så glad og taknemmelig, at han gav profeten et stort kram.
Profeten vendte tilbage til talerstolen og fortsatte sin tale. Men han havde fået en ny indsigt. Han indså, at selvom han havde en opgave at udføre for de voksne mennesker, så var hans vigtigste opgave at være der for børnene.
Så fra den dag af brugte han endnu mere tid på at lege med børnene og lytte til deres historier. Han hjalp dem med deres problemer og trøstede dem, når de var kede af det.
Og selvom nogle mennesker måske ikke forstod hans kærlighed til børnene, vidste han, at det var det vigtigste, han kunne gøre. For børnene var vores fremtid, og de fortjente al vores kærlighed og opmærksomhed.
Så når natten faldt på, og profeten lagde sig til at sove, tænkte han på alle de børn, han havde mødt, og alle de smil og glæde, han havde været med til at skabe. Og han vidste, at hans kærlighed til børnene ville følge ham resten af hans dage.
