Den magiske skole for heksekunster og trylleformularer
Dybt inde i skoven, hvor granerne stod så tæt, at vinden måtte snige sig imellem dem, lå en skole for heksekunster og trylleformularer. En blød, hvid tåge lå om den hele året. Kun dem, der var velkomne, kunne finde vejen igennem.
På skolen lærte eleverne at brygge eliksirer, der boblede plip, plip i små kobberkedler. De lærte at få fjer til at svæve og lys til at tænde sig i et glas. Lærerne var hekse og troldmænd med kridt på ærmerne og blyanter bag ørerne, og eleverne kom fra hele landet for at lære af dem.
En af eleverne hed Luna. Hun var god til trylleformularer, rigtig god. Hun kunne få en kop te til at røre rundt i sig selv, og hun kunne snakke med spurvene i vindueskarmen. Men om aftenen, når de andre sad sammen i fællessalen, sad Luna alene ved vinduet. Hendes to bedste veninder var flyttet langt væk, og nu var der ingen at vise sine nye formularer til.
"Se," hviskede hun en aften og fik en lille stjerne af lys til at danse over hånden. Men ingen kiggede. Stjernen blev mindre og mindre og gik ud med et lille pift.
Den nat kunne Luna ikke sove. Hun tog sin uldne kappe på og listede ud ad den tunge dør. Knirk, sagde den. Månen hang rund og gul over træerne, og stierne snoede sig mellem bregner og mos. Det duftede af våd jord og harpiks. Luna gik og gik, indtil skoven åbnede sig i en lysning.
Midt i lysningen stod en gammel bøg. Barken var glat og sølvgrå, og i måneskinnet glimtede den, som om nogen havde drysset sukker på den. Luna gik hen og lagde hånden på stammen. Den var varm, næsten som et dyr, der sov.
Så lød der en lyd. Knirk, knirk, knirk. Barken gled til side som en dør, og et gyldent lys strømmede ud på mosset.
Indenfor var der et rundt rum med hylder hele vejen op. Der stod bøger med slidte rygge, krukker med tørrede blomster og krystaller, der lyste grønt og blåt. Ved en stor bog stod en ældre kvinde i en mosgrøn kjole. Hendes hår var hvidt og sat op med en pind af hasseltræ. Hun kiggede op og smilede.
"Velkommen, Luna," sagde hun. "Jeg hedder Morgana. Jeg har ventet på dig." "Hvordan vidste du, at jeg ville komme?" spurgte Luna. "Bøgen fortæller mig, når nogen går alene i skoven om natten," sagde Morgana. "Og jeg har set dig ved vinduet. Du kan meget. Men der findes formularer, man ikke kan lave alene."
Hun bladrede i den store bog og pegede på en side. Der stod en formular, som kunne få en regnbue til at vise sig midt om natten. "Den kræver mere end én stemme," sagde Morgana. "Kom tilbage i morgen, og tag nogen med."
Næste dag tog Luna mod til sig. Hun spurgte Ib, en dreng fra klassen, der altid tabte sine blyanter, om han ville med. Og Ib spurgte Selma, som kunne fløjte som alle skovens fugle. Om aftenen stod de tre i lysningen og sagde formularen sammen. Over træerne bredte der sig en regnbue, svag og skinnende som perlemor.
"Igen!" råbte Selma. "Igen!" råbte Ib. Og Luna grinede så højt, at uglen oppe i bøgen åbnede det ene øje.
Morgana lærte dem meget den vinter. De lærte at få sneen til at falde langsomt, langsomt, at lave lys, der lignede ildfluer, og at lytte til, hvad træerne mumlede, når vinden gik gennem kronerne. Snart sad Luna ikke længere alene ved vinduet. Hun sad i fællessalen med knæene trukket op og en kop kakao i hænderne og viste sin dansende stjerne frem. Denne gang gik den ikke ud.
En aften, da Luna lå under dynen, kunne hun høre Selma trække vejret roligt i sengen ved siden af. Ude i skoven raslede bøgens grene sagte. Luna tænkte på Morgana og på den varme bark. "Tak," hviskede hun ud i mørket.
Så lukkede hun øjnene. I vindueskarmen dansede en lille lysstjerne en sidste runde, før den lagde sig til ro og lyste ganske svagt, mens Luna sov.
Sov godt.
