Engang for længe siden levede der en lille dreng i en lille landsby midt i skoven. Han hed Peter og var en glad og nysgerrig dreng, der elskede at udforske naturen. Han havde altid følt en særlig forbindelse til dyrene omkring ham og kunne ofte finde dem i skoven og snakke med dem.
Peter vidste ikke, hvorfor han kunne tale med dyr, men han nød det og brugte det til at hjælpe dem, når han kunne. Han ville ofte finde sårede dyr og helbrede dem eller hjælpe dem med at finde mad og ly.
En nat, mens Peter sov, blev han vækket af en smuk ræv, der havde brug for hans hjælp. Ræven havde mistet sin hule i en storm, og hun og hendes unger var nu hjemløse. Peter vidste, at han måtte hjælpe, så han tog ræven og hendes unger med til sit eget hjem og lod dem blive der, indtil de kunne finde en ny hule.
Men Peters mor var ikke glad for at have vilde dyr i huset, og hun bad Peter om at slippe dem fri i skoven. Peter vidste, at han ikke kunne lade ræven og hendes unger være alene, så han besluttede sig for at bygge dem en ny hule.
Med hjælp fra dyrene i skoven og hans egne evner byggede Peter en smuk hule til ræven og hendes unger. Han brugte mos og grene til at bygge den, og han fyldte den med bløde blade og pels.
Da hulen var færdig, førte Peter ræven og hendes unger tilbage til skoven og viste dem deres nye hjem. Ræven var så taknemmelig, at hun lod Peter ride på hendes ryg og viste ham de hemmelige steder i skoven, som kun dyrene kendte til.
Fra den dag af blev Peter kendt som den lille dreng, der kunne tale med dyr. Han brugte sin gave til at hjælpe dyrene i skoven og forstod, at det var hans kald at passe på dem.
Og selvom han aldrig vidste, hvorfor han kunne tale med dyr, vidste han, at det var en særlig gave, som han ville bruge til at gøre verden til et bedre sted. Og med det tankesæt faldt Peter i søvn, med et smil på læben og drømmende om sine dyrevenner i skoven.


