I en skov for længe, længe siden, boede der en bjørn. Han var stor og stærk, men også venlig og mild. Han var kendt for at være den mest venlige bjørn i hele skoven. Han var altid klar til at hjælpe andre dyr, når de havde brug for det.
En dag, da bjørnen var ude og gå en tur i skoven, hørte han noget underligt. Det lød som om, der var nogen, der græd. Han fulgte lyden og fandt en lille kanin, der sad og græd ved en stor sten.
“Bare rolig lille ven, hvad er der sket?” spurgte bjørnen.
“Jeg har mistet min mor, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare mig uden hende,” svarede kaninen og græd endnu mere.
Bjørnen tænkte i et øjeblik og sagde så: “Jeg vil hjælpe dig med at finde din mor. Lad os gå ud og lede efter hende sammen!”
Kaninen var så taknemmelig, at hun ikke kunne sige noget. De gik sammen gennem skoven, og bjørnen ledte efter spor efter kaninens mor. Efter et stykke tid fandt de kaninens mor, der var faldet ned i en dyb kløft. Bjørnen var så stærk, at han kunne løfte hende op og bringe hende tilbage til kaninen.
Kaninen og hendes mor var så taknemmelige for bjørnens hjælp, at de besluttede at lave en stor fest for ham. De inviterede alle dyrene i skoven, og bjørnen blev fejret som en helt. Han var glad for at kunne hjælpe, og det gjorde ham glad at se, at alle dyrene var venlige over for hinanden.
Efter festen gik bjørnen tilbage til sin hule og lagde sig til at sove. Han var træt, men også glad for at have hjulpet kanin og hendes mor. Han vidste, at han var den venligste bjørn i hele skoven, og han ville altid være klar til at hjælpe, når nogen havde brug for det.
