Det magiske slot med tårne og hemmelige rum
Der var engang et slot, som lå på en bakke bag den store skov. Det havde fem tårne med spidse tage, og om aftenen lyste der i alle vinduerne, selvom ingen nogensinde havde set nogen tænde et lys. Folk fortalte, at slottet havde hemmelige rum, og at stenene i muren var lune at røre ved, også midt om vinteren.
Clara boede i et lille hus i udkanten af skoven. En aften, mens solen var ved at gå ned, gik hun en tur for at samle kogler. Hun gik lidt længere end hun plejede, og pludselig kunne hun se tårnene mellem træerne. De glimtede gyldne, som om nogen havde sat stjerner i vinduerne.
"Bare et lille kig," sagde hun til sig selv. "Jeg skal være hjemme til aftensmad."
Porten var høj og lavet af mørkt træ med jernbeslag. Clara løftede hånden og bankede. Klonk, klonk, klonk. Et øjeblik skete der ingenting. Så lød der et langt knirk, og porten gled op helt af sig selv, som om den havde ventet på hende.
Indenfor duftede det af stearin og gamle bøger. Gulvet var lagt med sten i blå og hvide firkanter, og på væggene hang tæpper med broderede ræve og ugler. Clara gik på tæer gennem en sal, en lang gang og et køkken, hvor en kedel stod og summede over ilden. Hendes skridt gav slet ikke ekko. Det var, som om slottet lyttede.
I det højeste tårn fandt hun en lille dør, malet i samme farve som væggen. Man kunne kun se den, fordi der var et nøglehul formet som en måne. Clara skubbede forsigtigt. Døren gik op, og bag den snoede en smal trappe sig opad. Hun talte trinene, hundrede og et, hundrede og to, og til sidst var hun helt forpustet.
Øverst var et rundt rum med et vindue til hver side. Midt på gulvet stod en krystal, så stor som et græskar, og den lyste blødt og varmt. Lyset løb fra den ud gennem små render i væggene og videre ned i hele slottet. Krystallen summede ganske svagt. Summ, summ, summ, som en kat der spinder.
Clara satte sig på gulvet ved siden af den. Hun rørte den ikke. Hun syntes bare, at noget så fint skulle have lidt selskab.
Lidt efter hørte hun tøfler på trappen. Klip, klap, klip, klap. Ind kom en gammel mand med et langt, gråt skæg og en kappe fuld af lapper. Han havde en kop te i hånden, og han smilede, da han så hende.
"Nå, så du fandt månedøren," sagde han. "Det er der ikke mange, der gør. Jeg er troldmanden her på slottet, og jeg har passet på krystallen i rigtig mange år. Det er den, der holder liv i slottets magi. Uden den ville porten ikke åbne sig, og kedlerne ville ikke summe."
"Vil du lære mig om den?" spurgte Clara. "Om slottet og alle hemmelighederne?" Troldmanden strøg sig over skægget. "Hvis du kommer igen i morgen. Og husk at være hjemme, inden det bliver mørkt."
Så kom Clara hver aften i en hel måned. Troldmanden viste hende, hvordan man får en lille sten til at gløde grønt ved at hviske til den, og hvordan man finder de hemmelige rum ved at banke let på væggen og lytte efter et hult lille svar. Hun lærte, at krystallen lyser stærkest, når nogen synger for den, og at slottet bedst kan lide folk, der går stille.
Den sidste aften gav troldmanden hende en lille bog med et omslag af blødt, blåt læder. "Den husker det, du har lært," sagde han. "Hvis du glemmer noget, så åbn den, så finder siderne selv frem til det rigtige sted."
Clara holdt bogen ind til sig og gik ned ad trappen, gennem salen og ud ad porten. Knirk, sagde den bag hende. Hun vendte sig om på bakken. Højt oppe i tårnet lyste et vindue, og hun syntes, hun kunne se troldmanden vinke.
Derhjemme puttede hendes mor dynen godt omkring hende. Clara lagde bogen under hovedpuden og tænkte på sin lillebror. I morgen ville hun vise ham, hvordan man får en sten til at gløde. Langt væk bag skoven blinkede det lille lys i tårnet. Summ, summ, summ, tænkte hun. Så lukkede hun øjnene og sov.
Sov godt.
