Det magiske træ der gav gaver til alle børnene
Langt ude bag byen, hvor stierne bliver smalle og græsset står højt, lå der en lille skov. Midt i skoven stod et gammelt træ med en stamme så tyk, at fem børn ikke kunne nå rundt om den. Bladene var sølvgrønne på undersiden, og når vinden strøg igennem dem, lød det som en sagte hvisken. Sus, sus, sagde træet.
Det var ikke et helt almindeligt træ. Hver aften, når solen var gået ned, rystede det forsigtigt sine grene. Så fløj små lysende frø ud over markerne og ind over byens tage, og i hver eneste seng, hvor et barn sov, lå der en gave om morgenen.
Børnene i byen vidste det godt. De børstede tænder i en fart og kravlede under dynen, før mor eller far nåede at sige noget. "Jeg håber på en rød bold," hviskede én. "Jeg vil have en bog med drager i," sagde en anden. Og så lukkede de øjnene og sov.
Men i det store gule børnehjem for enden af gaden boede en dreng, der hed Malte. Han delte værelse med tre andre drenge, som altid faldt i søvn med det samme. Det gjorde Malte ikke. Han lå og kiggede op i loftet og lyttede til husets lyde: radiatoren, der klukkede, og en dør, der lukkede langt nede ad gangen.
Hver morgen vågnede de andre drenge med en gave ved hovedpuden. Malte fik aldrig noget. "Måske har træet glemt mig," tænkte han. Men han sagde det ikke højt til nogen.
En aften, hvor månen hang rund og hvid over taget, lå Malte vågen som altid. Så hørte han noget udenfor. Rasle, rasle. Sus, sus. Han listede ud af sengen på bare tæer og trak gardinet til side.
Der stod træet. Det fyldte hele vinduet, og grenene bøjede sig blødt ind mod ruden, som om det kiggede ind til ham. Mellem to blade hang en lille pakke, bundet med en grøn snor.
Malte åbnede vinduet. Natteluften var kølig og duftede af mos. "Er den til mig?" hviskede han. Grenen sænkede sig, og pakken landede lige i hans hænder. "Du var aldrig glemt," raslede træet. "Du sov bare aldrig, når jeg kom forbi. Så nu er jeg kommet helt hen til dig."
Inde i pakken lå en lille nøgle af messing. Den var lun, som om nogen havde holdt den i hånden længe. Malte vidste ikke, hvad den passede til, men han lagde den under hovedpuden. For første gang i lang tid faldt han hurtigt i søvn.
Næste morgen viste han nøglen til de andre drenge. "Den må passe et sted her i huset," sagde Ali og fik store øjne. Så gik de på opdagelse. De prøvede skabet i køkkenet, skuffen i spisestuen og det gamle skab i gangen. Ingenting.
Til sidst fandt de en lav dør under trappen. Den var så lille og så støvet, at ingen havde lagt mærke til den i årevis. Malte stak nøglen i låsen. Klik. Døren gik op med et langt knirk.
Derinde stod en kiste. Og i kisten lå der bløde bamser, en snurretop, en æske med farvekridt, et brætspil og bøger med slidte hjørner. "Der er nok til os alle sammen," sagde Malte. De andre drenge nikkede og smilede.
Resten af dagen sad de på gulvet under trappen og legede. Malte læste højt af en bog om en hval, der sang, og Ali byggede et tårn af klodser. Det væltede, og så byggede de det op igen sammen, endnu højere denne gang.
Om aftenen kom de voksne og puttede dem. Malte lå med nøglen i hånden og kiggede ud ad vinduet. Langt væk kunne han se trætoppen mod den mørkeblå himmel. Sus, sus, lød det helt svagt. Malte smilede, trak dynen op til hagen og faldt i søvn, længe før de andre.
Sov godt.
