Engang for længe siden, i en skov langt væk, var der en lille pige ved navn Liva. Hun havde hørt om en fortryllet skov, men ingen af de voksne i landsbyen ville tage hende med derhen, fordi den siges at være farlig.
Men Liva var ikke bange. Hun besluttede sig for at tage af sted på egen hånd. Hun pakkede en madpakke med brød og ost, tog hendes yndlingsbamse med og satte sig af sted mod den fortryllede skov.
Da hun nåede skoven, blev hun overrasket over dens skønhed. Solstrålerne trængte igennem træerne og lavede smukke mønstre på jorden. Hun hørte fugle synge i træerne og følte vinden blæse gennem hendes hår.
Liva fortsatte ind i skoven og pludselig så hun noget mærkeligt. En lille dør i en træstamme. Hun tøvede lidt men besluttede sig for at åbne døren og gå ind.
Indenfor var der en lille, hyggelig hule med et lille bord og en stol. På bordet stod der en tallerken med småkager og en kop te. Liva satte sig ned og nød de lækre småkager og en varm kop te.
Pludselig hørte hun en stemme bag ved hende, og hun vendte sig om for at se hvem det var. Det var en lille fe, der havde en smuk krone på hovedet og vinger på ryggen.
“Velkommen til min hule, lille ven,” sagde feen. “Jeg hedder Luna. Du er den første, der har fundet min hule i mange år.”
Liva blev overrasket over at møde en rigtig fe, men hun var ikke bange. Hun og Luna snakkede i timevis om alt mellem himmel og jord, og Liva fortalte Luna om sit eventyr i skoven.
Da det blev sent, sagde Luna farvel til Liva og hun gik tilbage til landsbyen. Men Liva vidste, at hun ville besøge Luna igen og opleve flere eventyr i den fortryllede skov.
Og så lagde Liva sig til at sove med et stort smil på læberne, og drømte om sin nye veninde og skoven, der var fyldt med magi.
