Engang for længe siden, i en lille landsby, der lå mellem en sø og en å, levede der to unge elskende. De hed Amalie og Emil, og de var fra forskellige dele af landsbyen. Amalie boede ved søen, og Emil boede ved åen.
Selvom de boede så tæt på hinanden, var det svært for dem at mødes, da de skulle krydse vandet for at nå hinanden. Men det stoppede ikke deres kærlighed. De sendte breve til hinanden og mødtes i smug, når muligheden bød sig.
Men en dag, da Amalie var ved søen og Emil ved åen, skete der noget utroligt. Vandet i søen begyndte at stige og stige, indtil det pludselig flød over kanten og skabte en strøm ned mod åen. Amalie og Emil var fanget på hver sin side af det stigende vand.
Men kærligheden mellem dem var stærkere end vandet. De tænkte ikke på deres egen sikkerhed, men kun på hinanden. Amalie tøvede ikke med at springe i det kolde vand og svømme mod Emil.
Emil var chokeret og glad på samme tid. Han havde aldrig set noget så modigt og kærligt før. Han greb Amalie og svømmede tilbage mod den sikre bred.
Efter den dag var Amalie og Emil ubrydelige. De vidste, at deres kærlighed var stærk nok til at overvinde alt, selv de største udfordringer. De giftede sig senere og levede lykkeligt til deres dages ende.
Og selvom søen og åen stadig flød adskilt, var deres kærlighed en påmindelse om, at intet skulle hindre to hjerters sammenføjning.
