En ensom vandring
Det var en kold og mørk nat. Månen hang lavt på himlen og kastede lange skygger over jorden. En ung mand ved navn Jonas gik alene på en øde vej, hans fødder trådte hårdt ned i sneen. Han var på vej hjem efter en lang dag på arbejde, men han var ikke i humør til at tænke på noget som helst.
Jo længere han gik, jo mere ensom følte han sig. Der var ingen biler på vejen, ingen mennesker i sigte. Han var helt alene i verden, og det føltes som om, at hans ensomhed blev ved med at vokse.
Han fortsatte sin ensomme vandring gennem sneen, mens han tænkte på alt det, der var gået galt i hans liv. Han havde mistet sit job, hans kæreste havde slået op med ham, og hans venner var alle flyttet væk. Han havde ingen at dele sit liv med, og det føltes som om, at alt håbet var forsvundet.
Men så hørte han en lyd. Det var en hund, der gøede i det fjerne. Han kunne høre dens bjeffen blive højere og højere, og det lød som om, at den kom nærmere.
Jonas stoppede op og ventede på hunden. Snart dukkede den op af mørket, en stor og venlig golden retriever. Den sprang op på ham og viste sin glæde ved at logre med halen og slikke hans ansigt.
Jonas var taknemmelig for hundens selskab. Han vidste ikke, hvor den kom fra eller hvem dens ejer var, men den gjorde ham glad på en måde, han ikke havde følt i lang tid.
Sammen gik de videre gennem natten, hunden ved hans side. De gik og gik, og efter et stykke tid kunne Jonas se lys i det fjerne. Det var hans hus, der lyste op i mørket.
Han gik ind i huset med hunden ved sin side, og hans ensomhed var pludselig forsvundet. Han havde fået en ny ven, og det føltes som om, at alt ville blive godt igen.
Jonas faldt i søvn med hunden ved sin side, og han vidste, at han aldrig ville føle sig ensom igen. Han havde fundet en ven, der altid ville være der for ham.
