Der var engang en ung mand ved navn William, som boede i en lille landsby. Han var en ensom sjæl, der havde mistet sin kærlighed for mange år siden.
En dag mødte han en smuk kvinde ved navn Isabella. De blev hurtigt gode venner, og William nød hendes selskab mere og mere for hver dag, der gik. Han kunne ikke undgå at føle, at der var noget mere imellem dem end blot venskab.
Men William var bange for at åbne sit hjerte igen og miste endnu en gang. Han havde allerede været igennem så meget smerte, og han ønskede ikke at risikere at blive såret igen.
Isabella kunne mærke, at der var noget, der holdt William tilbage. Hun vidste, at han havde haft et hårdt liv, og at han havde mistet sin kærlighed på en smertefuld måde. Men hun var fast besluttet på at hjælpe ham og vise ham, at kærligheden var værd at kæmpe for.
En aften inviterede Isabella William med ud på en romantisk middag. De sad og talte om alt mellem himmel og jord, og William kunne ikke undgå at føle sig tiltrukket af hende. Da middagen var slut, tog Isabella ham med ud til en smuk udsigtspost, hvor de så ud over byen.
“Jeg kan mærke, at der er noget, der holder dig tilbage, William,” sagde Isabella. “Men jeg vil gerne hjælpe dig med at overvinde det. Jeg tror på, at kærligheden er noget af det smukkeste, der findes i verden, og jeg tror på, at du og jeg kan finde den sammen.”
William så på Isabella og kunne mærke, at hans hjerte var ved at smelte. Han vidste, at hun havde ret, og han vidste, at han ville gøre alt for at bevare den kærlighed, som de havde fundet.
Så William greb Isabellas hånd og sagde: “Jeg vil gerne tro på kærligheden igen. Og jeg vil gerne tro på, at du og jeg kan finde den sammen.”
Og så kyssede de hinanden under stjernerne og vidste, at de havde fundet noget helt specielt. En kærlighed, der ville vare evigt.
