Der var engang en lille pige ved navn Emily, som boede alene med sin far. Hendes mor var død af en alvorlig sygdom, og Emily havde svært ved at komme over tabet. Hendes far prøvede at trøste hende, men hun følte sig stadig ensom og trist.
En dag fik Emily lov til at besøge sin bedstemor, som boede langt væk i en lille landsby. Hun havde altid elsket at tilbringe tid sammen med sin bedstemor og glædede sig til at se hende igen. På vejen til landsbyen så hun en smuk regnbue, og hun følte et lille håb i sit hjerte.
Da hun kom frem, blev hun mødt af sin bedstemor, som havde en overraskelse til hende. Hun havde planlagt en picnic i skoven, og de skulle tage på en spændende skattejagt sammen. Emily var begejstret og følte sig glad for første gang i lang tid.
Under skattejagten fandt de en gammel kiste, som var fyldt med gamle breve og fotografier. Emily fandt et billede af sin mor, som hun aldrig havde set før. Hendes bedstemor fortalte hende historier om sin mor og mindede hende om, hvor meget hun elskede hende.
Emily følte sig pludselig fyldt med håb og glæde. Hun vidste, at hun stadig havde sin bedstemor og sin far, som elskede hende, og at hun altid ville have minderne om sin mor. Hun vidste også, at selvom livet kunne være svært, så var der altid håb og lys for enden af tunnelen.
Da de kom hjem, gav Emily sin far et stort kram og fortalte ham, hvor meget hun elskede ham. Hendes far vidste ikke, hvad der var sket, men han kunne mærke, at hans datter var anderledes. Hun var fyldt med håb og glæde, og det gjorde ham glad.
Fra den dag af vidste Emily, at selvom livet kunne være svært, så var der altid håb og lys for enden af tunnelen. Hun ville altid huske den dag, hvor hun fandt håbet igen.
