En piges rejse gennem en fortryllet skov for at finde sin forsvundne søster
Amalie og hendes lillesøster Ida boede i et lille gult hus lige ved skovbrynet. Bag haven begyndte en skov, som alle i landsbyen kaldte den fortryllede skov. Der hviskede træerne, når vinden gik i dem, og om aftenen lyste mosset svagt grønt mellem rødderne.
En eftermiddag legede Ida i haven med sit røde sommerfuglenet. En stor blå sommerfugl flagrede forbi, og Ida løb efter den. Hen over græsset, gennem lågen og ind mellem træerne. Da Amalie kiggede op fra sin bog, var haven tom.
"Ida?" råbte hun. Kun en solsort svarede. Amalie tog sin lille rygsæk på, puttede et tørklæde og en lommelygte i den og gik hen til lågen. "Jeg finder dig, Ida," sagde hun stille til sig selv.
Inde i skoven var der dunkelt og køligt. Grenene var tætte som et tag, og stammerne var så tykke, at tre børn ikke kunne nå rundt om dem. Under støvlerne sagde det knas, knas i de gamle blade. Amalies hjerte bankede lidt hurtigere, men hun gik videre. Hun tænkte på Idas varme hånd og hendes fnisende latter, og så blev skridtene lettere.
Hun gik og gik. Hun kiggede bag stubbe og under bregner. "Ida!" kaldte hun. "Ida, da, da," svarede skoven, for her sendte træerne lyden tilbage. Efter lang tid blev Amalies ben tunge, og maven begyndte at rumle.
Så kom hun til en lille lysning. Midt i den stod et gammelt æbletræ med krogede grene, fulde af røde æbler. Det duftede sødt af sol. Amalie plukkede et æble og tog en stor bid. Det knasede og var så saftigt, at det løb ned ad hagen. Hun mærkede, hvordan kræfterne kom tilbage i arme og ben. Så puttede hun to æbler mere i rygsækken. "Et til mig og et til Ida," sagde hun.
Da hun gik videre, begyndte skoven at forandre sig. Træerne stod ikke så tæt mere. Lyset faldt ned i brede, gyldne striber, og langs stien voksede buske med små hvide blomster, der klirrede ganske svagt, når hun gik forbi. Kling, klang, kling. Det lød næsten, som om de viste vej.
Amalie fulgte lyden. Kling, klang. På en gren sad et egern og kiggede på hende med sorte knapøjne. "Har du set en lille pige med et rødt sommerfuglenet?" spurgte Amalie. Egernet viftede med halen og pilede af sted fra gren til gren. Amalie skyndte sig efter.
Bag en mur af duftende kaprifolier lå endnu en lysning. Den var fuld af bløde blomster i gult og lilla, og midt i det hele sad Ida i græsset. Hun havde flettet en krans af blomster, og på hendes knæ sad den store blå sommerfugl og hvilede sig.
"Amalie!" råbte Ida og sprang op, så sommerfuglen flagrede til vejrs. "Jeg kunne ikke finde hjem igen. Så satte jeg mig til at vente, for jeg vidste, du ville komme." Amalie lagde armene om hende og holdt hende helt tæt. Ida duftede af græs og blomster. "Jeg sagde jo, jeg ville finde dig," hviskede Amalie.
De satte sig i græsset og spiste hvert sit æble. Så tog de hinanden i hånden og gik hjem. Kling, klang, sang buskene, og egernet fulgte dem et lille stykke. Ved æbletræet stoppede de og vinkede farvel. Da de nåede lågen, var himlen blevet lyserød.
Den aften lå de i samme seng under den store dyne. Ida fortalte mor om sommerfuglen og blomsterkransen, og Amalie fortalte om de tykke træer, de knasende blade og æbletræet i lysningen. "Var du ikke bange?" spurgte Ida. "Lidt," sagde Amalie. "Men jeg tænkte på dig hele vejen."
Ida krøb helt ind til hende. Udenfor stod skoven stille i mørket, og mosset lyste svagt grønt mellem rødderne som små natlamper. Blomsterkransen hang på sengegavlen. Amalie hørte Idas vejrtrækning blive langsom og rolig, og lige inden hun selv faldt i søvn, syntes hun, at hun hørte noget ganske svagt ude fra skoven. Kling, klang. Godnat.
Sov godt.
