Engang for længe siden var der en lille pige ved navn Lise, der elskede at besøge sin bedstemor på landet. Bedstemorens hus var omgivet af store, grønne marker og høje træer, og Lise kunne tilbringe timevis med at løbe rundt og lege i naturen. Men som tiden gik, voksede Lise op og flyttede til byen, og det var svært for hende at finde tid til at besøge sin bedstemor så ofte som før.
En dag, mange år senere, besluttede Lise sig for at tage tilbage til barndommens steder og besøge bedstemorens hus igen. Da hun ankom, blev hun mødt af en velkendt duft af friskbagt brød og en varm velkomst fra bedstemoren. De to kvinder tilbragte dagen med at snakke og mindes om gamle dage, mens de nød solen og den friske luft.
Da det begyndte at blive mørkt, gik Lise ud for at tage en tur i de omkringliggende marker. Hun gik langs stien, der førte til hendes yndlingssted som barn – en stor, åben plads midt i skoven. Da hun nåede frem, blev hun overvældet af minder fra sin barndom. Hun kunne tydeligt huske, hvordan hun plejede at lege med sine søskende og venner på denne plads, og hun kunne stadig høre deres latter og glade skrig.
Lise satte sig ned på en græsklædt bakke og lukkede øjnene. Hun lod minderne strømme ind over sig, og hun følte sig pludselig som en lille pige igen. Hun kunne mærke solen på sin hud og dufte skovens friske luft. Hun følte sig lykkelig og tryg, og hun vidste, at hun altid ville have disse minder med sig.
Da Lise vendte tilbage til bedstemorens hus, var det med en følelse af taknemmelighed og glæde i hjertet. Hun havde fundet tilbage til barndommens steder og opdaget, at selvom tiden går, forbliver minderne altid levende. Hun satte sig ved siden af sin bedstemor og fortalte hende om sin tur tilbage til skoven og om alle de minder, der stadig var så levende i hendes sind.
Så lagde de sig til at sove, med et smil på læberne og en følelse af fred i hjertet. For selvom tiden går, vil minderne fra barndommens steder altid forblive en del af os.
