Der var engang to blade på et træ, som hang tæt sammen. De var venner og havde hængt der sammen i lang tid. De elskede at se solen stå op om morgenen og høre fuglene synge. De var glade og tilfredse med deres liv på træet.
Men en dag kom en kraftig vind og blæste det ene blad af træet. Det var et hårdt slag for det tilbageværende blad. Det savnede sin ven så meget, og det følte sig ensomt og forladt.
Men så en dag begyndte træet at blive grønt igen, og nye blade begyndte at spire. Og så skete der noget magisk. Det ene nye blad, som var ved at vokse ud, begyndte at ligne det gamle blad. Det var som om, det gamle blad var kommet tilbage for at være sammen med sin ven.
Det nye blad voksede og blev større og større, og det gamle blad var lykkelig over at have sin ven tilbage. De hang nu tæt sammen igen og nød livet på træet sammen.
De to blade blev bedste venner igen og elskede at sidde sammen og se solen gå ned om aftenen. De var taknemmelige for hinandens selskab og vidste, at de aldrig ville miste hinanden igen.
De to blade var et symbol på en kærlighedshistorie, som var stærkere end vind og vejr. De vidste, at de ville være sammen for evigt, og at deres venskab ville vokse og blomstre sammen med træet, de var en del af.
Og sådan blev det. De to blade hang tæt sammen på træet og levede lykkeligt til deres dages ende. En kærlighedshistorie om to blade på et træ, som aldrig skulle skilles ad igen.
