Der var engang en smuk lille havfrue, som boede dybt nede i havet. Hun havde lange, bølgende hår og en hale, der skinnede som perlemor. Havfruen var meget nysgerrig efter at opleve verden udenfor havet, men hendes far, havkongen, forbød hende at gå op til overfladen.
En dag kunne havfruen ikke modstå sin nysgerrighed mere, og hun svømmede op til overfladen. Der så hun en skøn verden med blå himmel, solskin og bølgende hav. Hun var så fortryllet, at hun blev ved med at svømme op til overfladen hver dag.
Havfruen mødte en dag en smuk prins, og hun blev straks forelsket i ham. Han var så charmerende og venlig, at hun tænkte, at han måtte være hendes sjæleven. Men prinsen vidste ikke, at havfruen eksisterede, og han var allerede forelsket i en anden.
Havfruen var så ulykkelig over prinsens kærlighed til en anden, at hun besluttede sig for at tage en drastisk beslutning. Hun opsøgte havheksen og bad om hjælp til at blive menneske, så hun kunne være sammen med prinsen.
Havheksen sagde, at hun kunne hjælpe havfruen, men det ville koste hende sin stemme. Havfruen tøvede ikke et øjeblik og accepterede betingelsen. Havheksen forvandlede havfruen til en smuk ung kvinde, og hun kunne nu gå på land og være sammen med prinsen.
Men der var en hage ved forvandlingen. Havfruen havde ingen stemme, og hun kunne ikke fortælle prinsen, hvem hun var. Prinsen tog hende under sine vinger og tog hende med til sit slot, men han vidste ikke, hvem hun var.
Havfruen var lykkelig over at være sammen med prinsen, men samtidig var hun også ulykkelig over ikke at kunne fortælle ham, hvem hun var. En dag fandt prinsen ud af, at havfruen var den, han havde set i havet, og han blev overvældet af glæde.
De to forelskede sig i hinanden og levede lykkeligt til deres dages ende. Havfruen fik sin stemme tilbage, og hun sang en vidunderlig sang, der fyldte alle med fryd og glæde.
Og sådan endte eventyret om den lille havfrue, der fandt kærligheden og sin plads i verden.
