Der var engang en lille havfrue, som boede dybt nede på havets bund. Hun var ikke som de andre havfruer i hendes familie. Hun drømte om at udforske verden ovenover havets overflade. Hun havde hørt historier om den store og farverige verden, som befandt sig udenfor hendes rige.
En aften, da den lille havfrue lå og så op på den glitrende overflade, kunne hun ikke modstå sin nysgerrighed længere. Hun svømmede op til overfladen og kiggede op på stjernerne, der var så smukke og skinnede lige så klart som perler.
Pludselig så hun et skib, der sejlede forbi. På skibet var der musik og dans, og hun kunne høre latter og glade stemmer. Den lille havfrue var så fortryllet af det, hun så og hørte, at hun følte sig nødt til at vide mere.
Hun svømmede tættere på skibet og så en smuk prins, der stod på dækket og sang en sørgmodig sang. Havfruen blev fortryllet af hans stemme og hans smukke ansigt, og hun vidste, at hun var blevet forelsket i ham.
Hun besluttede sig for at følge efter prinsen, og så snart han faldt i søvn, svømmede hun tæt på hans skib, så hun kunne følge med ham. Hun fulgte ham gennem storm og regn, og hun var ved at give op, da hun endelig så prinsen igen.
Han var strandet på en øde ø, og havfruen vidste, at hun måtte hjælpe ham. Hun gav ham sit eget liv, så prinsen kunne overleve, og hun svømmede tilbage til havets bund, hvor hun døde.
Men på trods af hendes død blev den lille havfrue belønnet for sin kærlighed og sin tapperhed. Hendes sjæl blev forvandlet til en sjælden og smuk perle, der blev givet til prinsen. Og selvom han aldrig vidste det, var det den lille havfrues kærlighed, der reddede hans liv og hans sjæl.
Sådan endte eventyret om den lille havfrue, og fra den dag af vidste alle havfruerne, at kærlighed er den stærkeste magt i verden.
