Engang for længe siden, i en lille landsby langt ude på landet, stod der en gammel kirkegård med mange gravsten. En af gravstenene havde stået på samme sted i mange år, og ingen havde nogensinde bemærket noget mærkeligt ved den. Men en dag begyndte rygterne at sprede sig om, at gravstenen var begyndt at flytte sig i mørket.
Folk var skeptiske og troede ikke på historien, men en nat, da månen var skjult bag skyerne, besluttede en lille gruppe af nysgerrige landsbyboere at undersøge sagen. De gik ned til kirkegården og fandt den gravsten, som rygterne havde gået på. Men da de nåede hen til den, var den stadig på sin plads. De grinede og jokede om, hvordan nogle mennesker kan overbevise sig selv om de mærkeligste ting.
Men så hørte de en lyd. Det var en skrattende lyd, som om noget tungt blev flyttet rundt. De vendte sig om og så til deres rædsel, at gravstenen var begyndt at bevæge sig langsomt hen over jorden. De stod som forstenet, da de så, at gravstenen ikke bevægede sig af sig selv, men blev skubbet af noget eller nogen, som de ikke kunne se.
De løb skrækslagne væk fra kirkegården og fortalte historien til alle, de mødte på deres vej. Men ingen troede på dem, og rygterne om den flyttende gravsten blev bare betragtet som endnu en skrøne fra landsbyens tosser.
Men nogle nætter senere, da en af landsbyens ældre borgere døde, blev en ny grav udvalgt på kirkegården. Og da graveren gik i gang med at grave hullet, var han forfærdet over at opdage, at den nye grav var lige ved siden af den flyttende gravsten.
Siden den nat har gravstenen ikke bevæget sig igen, men i mørket kan man stadig høre den skrattende lyd, som den gjorde, da den flyttede sig. Og nogle siger, at det er en advarsel fra de døde om, at de skal respekteres og ikke tages for givet. Men uanset hvad, er historien om den flyttende gravsten blevet en del af landsbyens legender og vil blive husket i mange år fremover.
