Den hemmelige skat
Der var engang en lille landsby, der lå så dybt inde i skoven, at grantræerne næsten rørte skorstenene. Her boede en dreng, der hed Emil. Emil elskede historier om skjulte skatte og hemmelige gange, og hver gang han gik en tur, kiggede han under sten og bag rødder. Bare for en sikkerheds skyld.
En eftermiddag fandt han et gammelt egetræ, han aldrig havde set før. Stammen var tyk og knudret, og nede ved jorden var der et hul, lige stort nok til en dreng. Emil kravlede ind. Der lugtede af mos og tørre blade. Og i det fjerneste hjørne stod en lille kiste med blanke beslag.
Han løftede låget. Klik. Kisten var fuld af guldmønter og små sten i rødt, grønt og blåt, der glimtede i det svage lys. "Wow," hviskede Emil. Men han lukkede låget igen. Sådan en skat måtte jo tilhøre nogen.
Han løb hjem og spurgte bageren, smeden og den gamle dame med gederne: "Har nogen mistet en skat?" Men alle rystede på hovedet. Så Emil gik tilbage til skoven for at lede efter spor. Han kiggede efter fodaftryk i mudderet og efter knækkede kviste, til benene blev trætte.
"Hej," sagde en lille stemme. "Jeg hedder Lille Peter. Hvad laver du her?" Emil vendte sig om. På en svamp sad en nisse, ikke større end en kaffekande, med rød hue og store, nysgerrige øjne.
Emil fortalte om kisten, og Lille Peter sprang op fra svampen. "Det er min families skat! Troldmanden Brumbasse har taget den. Han samler på alt, hvad der skinner. Han gemmer det i egetræet og tæller det hver aften." "Er han farlig?" spurgte Emil. "Nej da," sagde Lille Peter. "Han er bare gnaven. Han kan aldrig sove, og så bliver man jo gnaven."
Lille Peter tog Emil med hjem til nisselandsbyen. Husene var små som fuglekasser, og der duftede af ristede hasselnødder. Nissemor, nissefar og en hel flok nissebørn samledes om Emil på det bløde mos, og sammen lagde de en snedig plan.
Da det blev aften, gemte de sig bag bregnerne ved egetræet. Snart kom Brumbasse traskende i sin lange, lappede kappe. Han satte sig ved kisten og begyndte at tælle. Pling, pling, pling, sagde mønterne, mens han lagde dem i små bunker. "Hmpf," brummede han. "Jeg er så træt. Men jeg kan ikke sove."
Så begyndte nisserne at nynne. Først ganske lavt, så lidt højere. Det var en blød sang om vinden i trætoppene og regnen, der trommer på taget. Emil nynnede med. Brumbasse gabte. Han gabte igen. Hans hoved faldt langsomt ned mod brystet, og snart snorkede han. Snorr. Snorr.
Stille, stille listede de frem. Emil løftede kisten, og nisserne holdt lygter med ildfluer, så han kunne se, hvor han satte fødderne. Men før de gik, lagde Lille Peter en lille pude af mos og uld under troldmandens kind. Og Emil fandt en glat, hvid sten fra bækken og lagde den ved siden af ham, hvor månen fik den til at skinne. "Så har han også noget at tælle i morgen," hviskede Emil.
Det var langt over midnat, da de kom tilbage til nisselandsbyen. Nissebørnene hoppede rundt om kisten, og nissemor knugede Lille Peter ind til sig. Nissefar åbnede låget og tog en lille blå sten op. Den var ikke større end en ært. "Den er til dig," sagde han. "Tak, fordi du ikke tog den, selvom du kunne."
Lille Peter fulgte Emil helt hen til skovkanten. "Kommer du igen?" spurgte han. "I morgen," sagde Emil. "Så kan vi gå forbi egetræet og se, om Brumbasse har sovet godt." Lille Peter grinede og forsvandt mellem bregnerne.
Hjemme lagde Emil den blå sten i vindueskarmen. Han kravlede under dynen og trak den helt op til hagen. Ude i skoven susede vinden blidt i trætoppene, næsten som en sang. Den lille sten fangede lidt af månelyset og glimtede, pling, i mørket. Emil smilede, lukkede øjnene og sov.
Sov godt.
