Det var en helt almindelig tirsdag eftermiddag, og jeg var på vej til gymnastik. Jeg havde glædet mig hele dagen til at få sved på panden og udfordre min krop. Jeg gik ned ad gangen i mit hus og var så optaget af mine egne tanker, at jeg slet ikke opdagede, at døren til mit værelse var på klem.
Jeg trådte ind i døråbningen og pludselig blev jeg fanget. Døren var gået i klemme og jeg kunne ikke komme hverken frem eller tilbage. Jeg prøvede at skubbe og trække i døren, men den sad fast. Jeg blev mere og mere frustreret, da jeg kunne høre min mor kalde på mig ude fra gangen.
Jeg skreg og råbte, men ingen hørte mig. Jeg var helt alene og fanget i min egen dør. Jeg begyndte at græde, fordi jeg var bange og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte, at jeg ville blive siddende der for evigt.
Pludselig hørte jeg en lyd ude fra gangen. Min mor var kommet tilbage, fordi hun havde glemt noget. Hun opdagede hurtigt, at jeg var fanget i døren og skyndte sig at ringe efter hjælp.
Det varede ikke længe, før brandvæsenet kom og befriede mig fra min fangenskab. Jeg var så taknemmelig og lettet, at jeg græd af glæde. Jeg var også lidt pinligt berørt over situationen, men mine venner og familie gjorde grin med mig på en kærlig måde og fik mig til at grine af det hele.
Det endte med, at jeg kom for sent til gymnastiktimen, men det gjorde ikke noget. Jeg var bare glad for at være fri og kunne gå i seng med en god fornemmelse i kroppen. Jeg lærte den dag, at selv de mindste ting kan ske, og at det er vigtigt at have en positiv indstilling og holde hovedet oppe, når tingene ikke går som planlagt.
