Det var en helt almindelig tirsdag morgen. Jeg cyklede afsted mod skolen, som jeg plejede, og nød den tidlige morgensol og fuglefløjt. Men pludselig skete der noget, jeg aldrig havde drømt om.
Jeg kørte ned ad en lille bakke, da min cykel pludselig begyndte at ryste voldsomt. Jeg mistede balancen og fløj gennem luften. Jeg landede på asfalten med et brag og blev liggende i et øjeblik, helt forpustet og forvirret.
Da jeg endelig kom til mig selv igen, opdagede jeg, at jeg var faldet lige foran hele skolen. Alle mine klassekammerater stod og kiggede på mig, og jeg kunne mærke, hvordan røde kinder bredte sig på mine kinder. Jeg havde aldrig været så flov i mit liv.
Men så skete der noget, som jeg aldrig havde forventet. Mine klassekammerater kom løbende hen til mig og spurgte, om jeg var okay. De hjalp mig op og støttede mig, mens jeg forsøgte at finde min balance igen.
Jeg var stadig rystet og øm, men jeg følte mig også utrolig taknemmelig. Mine klassekammerater havde ikke grinet af mig eller gjort nar af mig. De havde vist mig medfølelse og omsorg, og det gjorde mig varm om hjertet.
Da jeg endelig kom op på cyklen igen og trillede videre mod skolen, vidste jeg, at jeg havde venner, der ville stå ved min side, uanset hvad der skete. Og selvom jeg stadig var lidt øm og blå i ansigtet, var jeg også glad og taknemmelig for den omsorg og støtte, jeg havde fået fra mine klassekammerater.
Så selvom jeg havde været uheldig og faldt af cyklen foran hele skolen, havde jeg også lært en vigtig lektion: at det aldrig er flovt at bede om hjælp, og at venner altid vil støtte dig, når du har brug for det. Og med den tanke i hovedet cyklede jeg videre mod en ny dag i skolen, klar til at møde udfordringerne med en positiv indstilling og en taknemmelig hjerte.
